Leg som grundlæggende mentaliserende aktivitet
Vild leg og tumlen i et mentaliseringsperspektiv
Leg er ikke bare sjov. Det er en af de mest grundlæggende arenaer for børns udvikling af følelsesregulering og mentalisering, og det gælder ikke mindst for udsatte og traumatiserede børn.
Forskning viser, at leg hjælper både dyr og mennesker med at tilegne sig strategier og erfaringer, som ikke nødvendigvis er øjeblikkeligt gevinstgivende, men som bliver vigtige senere i livet. Leg findes i alle kendte kulturer og hos intelligente dyrearter, hvilket peger på, at leg har en grundlæggende udviklingsmæssig funktion.
Hvad er vild leg?
Vild leg dækker over legeformer som løb, jagt, brydning og slag med åben hånd, hvor der oftest smiles og grines samtidig. Ved første øjekast kan det minde om en slåskamp, men i vild leg er hensigten ikke at skade den anden. Man slåsser med hinanden, men ikke mod hinanden. Roller skifter, og den stærkeste gør sig typisk svagere for at skabe balance, så alle kan være med. Denne selvhandicapping er central for, at legen kan fortsætte og opleves som tryg af alle deltagere.
Hvad træner børn gennem vild leg?
Gennem vild leg øver børn at regulere følelser og skrue op og ned for fysisk intensitet, mærke egne og andres grænser, sige stop og respektere andres stop. Endvidere at navigere i magt og afmagt og løse konflikter inden for trygge rammer. Forskning har desuden vist, at vild leg understøtter læring og kognitiv udvikling. Det er med andre ord en øvebane for både følelsesregulering, relationer og mentalisering.
Julie, Peter og Rasmus: Vild leg på børne- og ungehjem
Julie og Peter er 12 og 13 år og bor på samme børne- og ungehjem. De slås ofte. Deres leg larmer og fylder i hele huset, og selv om de kan blive vrede på hinanden, ses det mest, at de griner og pjatter samtidig. Peter er klart den stærkeste, men giver sig, så legen fremstår jævnbyrdig.
Da Rasmus på 11 år flytter ind, bliver han forskrækket, når de to andre tumler. Han har boet alene med sin mor, som er meget bekymret og forsigtig, og han har ikke erfaringer med denne form for leg. Personalet overvejer, om legene bør forbydes, og der opstår bekymring for, om det er problematisk, at Julie leger så kropsligt med en ældre dreng.
Pædagogerne beslutter at afvente et forbud. I stedet går de tættere på legen og støtter Rasmus i gradvist at blive en del af den. Rasmus er utrænet og siger hurtigt “stop, stop”. Nogle gange græder han, andre gange bliver han for voldsom. Pædagogerne understøtter legen og hjælper ham med at lære reglerne for vild leg.
Set i et mentaliseringsperspektiv viser denne case, hvordan vild leg kan fungere som en relationel og følelsesmæssig øvebane, hvor børn med meget forskellige erfaringer kan lære at aflæse signaler, regulere intensitet og navigere i både magt og afmagt.
Andreas: Når kroppen overtager
Andreas har været udsat for vold i hjemmet. Når han deltager i vild leg i SFO’en, bliver intensiteten hurtigt for høj. Han kan tage kvælertag eller fortsætte, selv om de andre siger stop. Nogle gange går han i frys og sidder og rokker frem og tilbage.
Pædagogerne er opmærksomme på, at de skal være helt tæt på, når Andreas leger. Hans reaktioner kan forstås som manglende evne til regulering og mentalisering, hvor kroppen overtager, når intensiteten overstiger hans aktuelle kapacitet. De guider og støtter legen, så ingen kommer til skade eller bliver bange, men undgår samtidig at stoppe Andreas’ mulighed for at få nye erfaringer og strategier gennem leg.
Traumatiserede børn har ofte manglende erfaring med vild leg, fordi tidligere adfærd har ført til eksklusion fra legefællesskaber. Disse børn har brug for tydelige træningsrum, hvor de kan indhente tabte erfaringer. Her spiller fagprofessionelle en central rolle.
Fraværet af leg er et bekymringstegn
Når børn ikke udforsker, tumler eller leger, kan det være et tegn på, at energien har været rettet mod overlevelse frem for udvikling. Fraværet af leg bør derfor forstås som mere bekymrende end barnets umiddelbare modenhed. I trygge rammer, som på et børne- og ungehjem eller i daginstitutioner, må sådanne børn støttes i gradvist at genfinde legen som udviklingsform.
Den voksnes rolle
Den voksne skal gennem legen bevare sin mentalisering, også når intensiteten stiger. Det kræver tydelige rammer, løbende justering og omsorgsfuld italesættelse, når grænser overskrides. RAM-modellen er et godt afsæt: den voksne skal støtte ved at være mere rolig, ansvarlig og mentaliserende end barnet.
Magt og afmagt er centrale temaer i vild leg. Barnet vil ofte begynde med at udforske magt, før det gradvist kan øve sig i at være i afmagt. Evnen til at rumme afmagt uden at reagere ud fra traumeerfaringer er en vigtig udviklingsopgave for traumatiserede børn.
Efter legen er refleksion og reparation væsentlig. Hvis barnet bliver stoppet, fordi legen bliver for voldsom og deraf følgende oplever skam, må den voksne tage ansvar og hjælpe med at genoprette tryghed og mening. “Du er ikke forkert, det blev bare lidt for vildt, sådan er det, når man leger, man skal træne, at alle synes det er sjovt”
Sådan understøtter du vild leg i praksis
Før legen
Vær tydelig om reglerne. Det gør det lettere for barnet at lykkes, når det er klart, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er. Regler er en helt naturlig del af vild leg og kan lyde sådan her: “Man må ikke putte fingrene ind i øjnene” eller “Man må ikke sidde på hovedet af nogen.” Man kan ikke forberede sig på alt, men når noget opstår, stopper man kærligt op og siger: “Det kan jeg ikke lide” eller “Det skal vi vist have med i reglerne.” En vigtig del af vild leg er netop at lære, hvad andre kan lide og ikke kan lide.
Under legen
Vær tæt på og bevar din mentalisering, også når intensiteten stiger. Lad barnet begynde med at eksperimentere med at være den magtfulde. Hen ad vejen kan der forsigtigt eksperimenteres med også at være afmægtig. At kunne håndtere magt og afmagt uden at få aktiveret tidligere traumeoplevelser er en helende og udviklende gevinst ved leg for traumatiserede børn.
Efter legen
Reflekter over, hvad der skete. Sørg for at legen ikke ender med skamfølelse. Reparer, hvis barnet udviser skam, eller hvis noget har udviklet sig uhensigtsmæssigt. Tag gerne ansvaret på dig, også når det ikke var dig, der agerede uheldigt: “Der kom jeg vist til at være lidt for voldsom” eller “Jeg fik ikke fortalt dig, at jeg ikke vil have det sådan.”
Husk også at orientere forældre og samarbejdspartnere om jeres overvejelser omkring vild leg, så de forstår intentionen og kan bakke op.
Vild leg er udvikling
Vild leg og tumlen er ikke blot kropslig aktivitet, men en central følelsesregulerings- og mentaliseringsarena. For udsatte og traumatiserede børn kræver den vilde leg tydelige rammer, tæt voksenstøtte og vedvarende mentalisering. Når dette lykkes, kan legen blive en vigtig vej til udvikling, tryghed og genopbygning af relationel erfaring.
Se vores videokursus om Børns leg og vilde leg her:
Litteratur
- Andersen, M. M. (2019): Leg. Aarhus Universitetsforlag.
- Cyrulnik, 2013 Den farlige dreng Alene på flugt fra nazisterne gads forlag
- Hagelquist, J. Ø. (2012): Mentalisering i mødet med udsatte børn. Hans Reitzels Forlag.
- Hagelquist, J. Ø. (2015): Mentaliseringsguiden. Hans Reitzels Forlag.
- Hagelquist, J. Ø. & Rasmussen, H. (2017): Mentalisering i familien. Hans Reitzels Forlag.
- Hagelquist, J. Ø. Jensen Hamre C. Long Jonsson S(2023): Mentalisering i dagtilbud Akademisk forlag Forlag.
- Jordan Peterson on Roughhousing (2018)
- Pellegrini, A. D. (2002). Rough-and-tumble play from childhood through adolescence: Development and possible functions. In P. K. Smith, & C. H. Hart (Eds.), Blackwell handbook of childhood social development; blackwell handbook of childhood social development (pp. 437-453, Chapter xv, 665 Pages) Blackwell Publishing, Malden.
- Storli, R. (2015): Born to be wild – Børns tumlen og slåskultur. Akademisk Forlag.
