efterår 2024 – aarhus

traumer i familien

Mentalisering i forståelse og behandling af traumer, transgenerationelle traumer, vold og seksuelle overgreb

OM EFTERUDDANNELSEN

På efteruddannelsen opnår du grundig viden om traumer og traumepsykologi, samt hvorledes man kan anvende mentaliseringsteorien inden for traumebehandling. Der vil envidere være en generel indføring i den nyeste viden om traumer med særligt fokus på traumer i familien, herunder seksuelle overgreb, vold i parforholdet eller vold mod børn. Du får desuden en dybdegående indsigt i betydningen af, at et familiemedlem er traumatiseret. Hertil gives konkrete forslag til, hvorledes man kan arbejde med dette.
I løbet af undervisningen vil der desuden blive introduceret konkrete interventioner i forhold til mentaliseringsbaseret og traumeinformeret arbejde.

FORMÅL

  • At deltagerne opnår indsigt i hvad traumer er, og hvilke efterreaktioner der kan forekomme hos traumatiserede. 
  • Indblik i familiedynamikker og parforholdsdynamikker i familier med vold, overgreb og/eller traumer.
  • Indsigt i den voldelige eller krænkende persons indre verden i forhold til vold eller seksuelle overgreb. 
  • Viden om implikationer for de børn der er ramt af vold, krig, flugt og seksuelle overgreb og hvordan man opsporer samt behandler dette.
  • Viden om interventioner i forhold til traumatiserede børn og voksne. 
  • Afslutningsvist afrundes efteruddannelsen med en dag om STORM-modellen, som er en praktisk behandlingsmodel, som benyttes i arbejdet med familier og børn, der er ramt af vold, seksuelle overgreb og/eller traumer. 

FORM


I undervisningen veksles mellem teoretiske oplæg og praktiske øvelser, hvor teorien illustreres ved brug af cases og andre eksempler. 

MÅLGRUPPE


Efteruddannelsen henvender sig til socialrådgivere, pædagoger, lærere, familiebehandlere, psykologer og andet socialfagligt personale.

Kontakt kursusleder Johanne Zinck Jørgensen ved spørgsmål: 
johanne@centerformentalisering.dk

HØR MERE OM EFTERUDDANNELSEN

Afspil video

DATO OG TID

Efteruddannelsen foregår i oktober og november 2024.
Dag 1 og 2: 9. - 10. oktober 2024
Dag 3 og 4: 18. - 19. november 2024


Dag 1 er fra kl. 9.00-15.30. De resterende dage er fra kl. 9.00-15.00

STED

I lokaler i Aarhus C i gåafstand fra banegården. Rosenkrantzgade 31, 2. tv, 8000 Aarhus C.

TILMELDINGSFRIST

D. 1. Oktober 2024.

EFTERUDDANNELSESBEVIS

Ved uddannelsens afslutning uddeles kursusbevis.

KOMPETENCEFONDEN: Denne uddannelse kvalificerer dig til at kunne forstå traumer i familien ud fra et mentaliseringsbaseret perspektiv og derudover til at kunne arbejde med at opspore, støtte og behandle mennesker, der har oplevet vold i familien eller været udsatte for seksuelle overgreb.

PRIS

9.600 kr. inkl. forplejning og et eksemplar af "Mentaliseringsguiden” af Janne Østergaard Hagelquist.
Prisen er ekskl. moms.

PROGRAM

DAG 1: TRAUMER I FAMILIEN

  • Kort introduktion til mentaliseringsbegrebet. Definitioner og begrebsafklaring i forhold til traumer, vold og seksuelle overgreb.
  • Familiedynamikker i familier med traumer og betydningen af transgenerationelle traumer.
  • Traumer og udviklingstraumer som konsekvens af en opvækst med transgenerationelle traumer, vold og/eller seksuelle overgreb. 

 






Dato
: 9. oktober 2024. 
Tidsrum: 9.00 – 15.30. 
Underviser: Mette Mørk Nielsen. 

DAG 2: VOLD I NÆRE RELATIONER

Vold i nære relationer foregår i alle samfundslag og blandt mange forskellige mennesker og par. Vi vil på dagen have fokus på følgende:

  • Hvem udøver vold i nære relationer – en beskrivelse af en heterogen målgruppe.
  • Forskellige former for vold – herunder særlig skelnen mellem situationel vold og vold som led i et vedvarende kontrollerende mønster.
  • Parforholdets destruktive danse.
  • Forskning, kultur og ideologiens indflydelse på behandlingsanvisninger
  • Tilknytning, traumer, vold og mentalisering – et bud på et mentaliseringsbaseret perspektiv på vold i nære relationer.


Dato:
10. oktober 2024. 
Tidsrum: 9.00 – 15.00. 
Underviser: Lone Algot Jeppesen. 

DAG 3: SEKSUELLE OVERGREB I NÆRE RELATIONER

  • Kort om seksuelle overgreb – definition og tal. 
  • De fire hjørnesten i arbejdet med overgreb – viden, et åbent sind, handling, dialog. 
  • Viden om børn, der har oplevet seksuelle overgreb.
    • Hvem er krænkerne? Mandlige og kvindelige krænkertyper.
    • Hvilke dynamikker kendetegner familier med seksuelle overgreb
    • Reaktioner ved seksuelle overgreb med særlig vægt på geniscenesættelse og dissociation. 
    • Udviklingstraumer med fokus på almindelig seksualitet og overgreb.
    • Symptomer ved seksuelle overgreb. 
  • At håndtere udfordringer med børn, der har oplevet seksuelle overgreb i hverdagen – seksualiserende adfærd, når barnet fortæller etc.
  • Dialog og indstilling, der fremmer opsporing og opmærksomhed på overgreb.
  • Behandling af børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb. 
Dato: 18. november 2024. 
Tidsrum: 9.00 – 15.00. 
Underviser: Janne Østergaard Hagelquist. 

DAG 4: BEHANDLING AF FAMILIER MED VOLD OG SEKSUELLE OVERGREB

  • Behandlingsarbejde med voldsramte børn og deres familier er ofte så komplekst og stormombrust som familierne selv.
  • STORM-modellens grundlæggende princip om, at sikkerhed og mentalisering må være til stede som element i og forudsætning for alt andet behandlingsarbejde i mødet med disse børn/unge og deres familier, er i al sin enkelthed det vigtigste at holde sig for øje, og samtidig er det sværeste at gennemføre i praksis.
  • Vi vil på dagen gennemgå STORM-modellens fem behandlingselementer med særlig fokus på sikkerhed og mentalisering, herunder det vigtige tværfaglige samarbejde imellem de mange professionelle, som ofte er involveret i familiernes liv: kommune, politi, statsforvaltning m. fl.
  • Dagen vil inkludere redskaber, øvelser og case-eksempler.
  • Opsamling på efteruddannelsen. 

Dato: 19. november 2024. 
Tidsrum: 9.00 – 15.00. 
Underviser: Janne Østergaard Hagelquist


*Der tages forbehold for ændringer i programmet, som ikke påvirker det samlede udbytte af efteruddannelsen.

Litteratur

  • Bogen “Mentalisering i mødet med udsatte børn” af Janne Østergaard Hagelquist samt bogen “Mentalisering i pædagogik og terapi” af Janne Østergaard Hagelquist og Marianne Køhler Skov foreslås læst af deltagerne. Forslag til supplerende litteratur angives ved uddannelsens start. Begge bøger kan købes på efteruddannelsen.

 

Undervisere på efterudannelsen

JANNE ØSTERGAARD HAGELQUIST

Janne Østergaard Hagelquist er autoriseret psykolog og godkendt som specialist i børnepsykologi og supervision. Hun arbejder med behandling af børn, unge og familier, hvor der har været omsorgssvigt, overgreb og/eller vold. Janne er grundlægger af Center for Mentalisering, som har til formål at udbrede viden om mentalisering og anvendelsen af mentaliseringsbaseret behandling i arbejdet med udsatte børn, unge og voksne. Janne er forfatter og medforfatter til flere bøger, herunder ”Mentalisering i mødet med udsatte børn” (2012), ”Mentalisering i pædagogik og terapi” (2014), “Mentaliseringsguiden” (2015), “Mentalisering i organisationen” (2016), “Mentalisering i familien” (2017) og senest “Mentalisering i ledelse og samarbejde” (2019).

METTE MØRK NIELSEN

Mette Mørk Nielsen er BA i filosofi og psykoterapeut MPF. Hun har i en årrække arbejdet med behandling til traumatiserede og omsorgssvigtede børn, unge og deres familier i kommunalt regi. Mette har desuden erfaring i at undervise kommende sundhedsprofessionelle i almen psykologi. kommunikation og etik samt i projektledelse.
Mette har tillige en efteruddannelse i mentaliseringsbaseret terapi (MBT) fra Region Syddanmark og hun opdaterer løbende sin viden inden for feltet, bl.a. med kurser ved Anna Freud Centret.
Mette er optaget af, hvordan vi kan understøtte og fremme mentaliseringsevnen i familierelationer præget af tilknytningstraumer, samt hos sårbare unge i deres ofte vanskelige overgang til voksenlivet.

Lone Algot Jeppesen

LONE ALGOT JEPPESEN

Lone Algot Jeppesen er autoriseret psykolog, specialist i psykoterapi for voksne og efteruddannet og specialiseret i mentaliseringsfokuseret parterapi. Lone har i 8 år ledet Aarhus-afdelingen i Dialog mod Vold, og er med sin både kliniske og organisatoriske erfaring praktisk, fagligt og teoretisk optaget af arbejdet med ledelse og mentalisering. Lone er på hjemmebane, når holdninger, værdier og mennesker slår sig på hinanden, og hun brænder for arbejdet med mentaliserende, anerkendende og relationel ledelse i små og større organisationer.