Nedenfor kan du læse om forskellige emner som vi fra Center for mentalisering ofte bliver spurgt ind til. Hvis du har spørgsmål som du mener kunne være spændende at få svar på, er du altid velkommen til at skrive til kontakt@centerformentalisering.dk
”Det gavner både barnet, hverdagen derhjemme og det pædagogiske personales arbejdsmiljø, når barnet kan selv” sådan skriver arbejdstilsynet i en pjece fra 2023. ”Det giver børn selvtillid og succesoplevelser, når de kan selv, samtidig med at det øger deres motivation for at lære mere” (Arbejdstilsynet, 2023). At hjælpe børn til at blive selvhjulpne, selvsikre og selvstændige må altså i og for sig siges at være særdeles vigtigt. Men spørgsmålet er, om den pædagogiske strategi ”kan selv, skal selv” er kommet til at fylde for meget i den danske pædagogik?
Med afsæt i et tilknytningspsykologisk perspektiv har børn først og fremmest brug for at blive mødt af tilgængelige, responsive og stabile voksne. Det vil sige voksne, der forstår barnets perspektiv, intentioner samt behov og dermed formår at understøtte barnets tilknytnings- og udforskningssystem (Cassidy, 2008). At kunne selv må i høj grad siges at relatere sig til barnets udforskningssystem. Men hvad så med tilknytningssystemet og evnen til at bede om samt opsøge hjælp, når man ikke selv kan?
Børn udvikler forskellige tilknytningsstrategier til at mestre det liv, de begår sig i. Disse strategier afhænger i høj grad af, hvorledes de er blevet mødt og mødes af deres primære omsorgspersoner. Inden for psykologien taler man blandt andet om tre forskellige typer af forældreskab:
Børn af forældre, der primært har benyttet en autoritær opdragelsesstil, kan altså i højere grad have brug for at lære at opsøge hjælp frem for at kunne alt selv (Bowlby, 1988). Dette vidner således om, at det pædagogiske værktøj ”kan selv, skal selv” ikke blot bør følges i blinde, men at det pædagogiske personale også bør være opmærksomme på barnets tilknytningsstrategier, samt hvorledes disse har betydning for det videre relationsarbejde. Arbejder man eksempelvis med børn, der er utrygt tilknyttede, kan man opleve deres manglende erfaringer med, at voksne er trygge baser, hvor de kan opsøge hjælp. I sådanne situationer vil det være yderst uhensigtsmæssigt at påvirke barnets udforskningssystem. I stedet vil den vigtigste opgave være at fokusere på at skabe tryghed, sikkerhed og tillid for barnet.
I forlængelse heraf opstår spørgsmålet om, hvorvidt man som barn selv skal, blot fordi man selv kan? Det senmoderne samfund må i høj grad siges at være kendetegnet ved konstante forandringer og præstationer, hvor det forventes, at mennesket er udviklingsparat, selvstændig og robust (Nielsen & Tanggaard, 2018). Faren ved et for stort fokus på det pædagogiske værktøj ”kan selv, skal selv” kan derfor være, at børn allerede i institutionerne oplever, at de skal kunne præstere for at kunne følge med. Der mangler således blik for, at det er okay at søge hjælp eller opgive, selv hvis man faktisk godt selv kan. Fordi man i livets mange facetter, opgaver og situationer kan have brug for, at andre træder til, hvad end man er barn eller voksen. Manglende ressourcer og øget behov for selvhjulpenhed ved børn overser således nuancer, hvorfor det er vanskeligt at mentalisere det enkelte barn her og nu.
Konklusion:
“Kan selv, skal selv” kan være et vigtigt pædagogisk redskab, når det bruges med omtanke. Det er vigtigt, at børn har mulighed for at lære og eksperimentere, men det bør ske i rammer, hvor de stadig får tilstrækkelig støtte og vejledning fra forældre eller omsorgspersoner, som viser dem, at det er ok ikke altid at kunne selv – også selvom man tidligere har kunnet. Det er altid ok at bede om hjælp.
Balancen mellem autonomi og støtte må altså siges at være altafgørende.
Mentaliseringsbaseret behandling (MBT) er en behandlingstilgang, der primært fokuserer på at udvikle en persons evne til at mentalisere. Mentalisering er evnen til at forstå egne og andres mentale tilstande, tanker, følelser, ønsker og motiver, og bruge denne forståelse til at forudsige og se bag om adfærd. Det er en vigtig egenskab for sunde relationer og følelsesmæssig regulering.
Oprindeligt blev MBT blev udviklet af Anthony Bateman og Peter Fonagy til behandling af personer med emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline personlighedsforstyrrelse). Det blev senere udvidet til at omfatte behandling i en række forskellige sammenhænge. Blandt andet i forhold til psykiatriske problemstillinger, men mentaliseringsbaseret anvendes også som pædagogiske tilgang i skoler, dagtilbud og på døgninstitutioner
I MBT arbejder den professionelle med at understøtte borgerens evne til at reflektere over deres egne og andres tanker og følelser. Dette opnås gennem en række teknikker
MBT sigter mod at hjælpe klienten med at opbygge bedre relationer, forbedre følelsesmæssig regulering og reducere destruktiv adfærd, der kan følge med en manglende evne til at forstå egne og andres følelser og motiver. Det er en evidensbaseret tilgang, der har vist sig at være nyttig for mange klienter med emotionel ustabilitet og andre psykiske lidelser.
At starte i dagtilbud er en stor og spændende milepæl i et lille barns liv, men også en situation, der kan være udfordrende – både for barnet og for forældrene. For personalet er det spændende og ofte glædesfuldt at skulle møde et nyt barn, men det er også en del af hverdagen. Derfor kan man let komme til at glemme, hvordan indkøring og den adskillelse den medfører aktiverer eksistentielle psykologiske temaer som tilknytning, omsorg og tillid. (Hagelquist, Hamre og Jonsson 2023) Indkøringsperioden er i sig selv en krævende situation for barnet. I mødet med en ny og ukendt verden, hvor det naturlige ville være at vende sig mod sine forældre, skal barnet i stedet finde sig til rette blandt nye børn og voksne.
Under indkøringen står forældrene i en situation, hvor de skal overvinde et helt grundlæggende omsorgsinstinkt: ønsket om at være tæt på barnet for at beskytte det og passe på det (Bowlby, 1969). For forældre kan det føles naturstridigt at aflevere deres barn til fremmede voksne. For at forældrene skal kunne overskride deres omsorgsinstinkt skal de have tillid til, at deres barn er i gode hænder i dagtilbuddet. Forudsætningen for at dette kan ske er, at personalet er tillidsvækkende. Det vil sige, at
personalet skal vise, at de kan skabe et miljø, hvor barnet trives: at de ser barnet, at de kan lide barnet og at de passer godt på barnet. På samme måde skal barnet skal gradvist opbygge tillid til, at de nye voksne er omsorgsfulde og trygge at være hos.
Personalet møder mange forskellige forældre, med helt forskellige forventninger og bekymringer i forhold til deres barns nye liv i dagtilbuddet. Det er en kontinuerlig opgave at fastholde mentalisering i forhold til hvert enkelt barn og forældres følelser og behov. Samtidig må personalet være opmærksom på at der er brug for høj grad af gennemsigtige med hvad er er baggrunden for deres måde at handle på. Således at de støtter forældre og barn i at forstå den nye sammenhæng de skal indgå i. Det er i indkøringen brug for at al pædagogernes viden om tilknytningspsykologi, tillid og afsked bliver gjort konkret i arbejdet med at støtte det individuelle barn og dets forældre. Her følger en inspirationsliste til at tale om alle de ting en god indkøring indeholder.
Tiden inden opstart: førstehåndsindtrykket foregår online Allerede den dag forældrene får tildelt en plads i dagtilbuddet, starter deres forestillinger om, hvad det er for et sted deres barn skal hen. Er det mon et trygt sted for mit barn at være? Hvordan mon de voksne er, og hvordan mon de arbejder med børnene?
Mange forældre vil med det samme google det dagtilbud, de har fået tildelt. Det er her, at deres førstehåndsindtryk af jer som dagtilbud dannes. I hverdagen kan man som professionel glemme, hvordan dagtilbuddet præsenterer sig online fordi fokus er på samværet med børn og forældre. Et eksempel er en institution som er meget opmærksom på det faglige i hverdagen, men dagtilbuddets hjemmeside indeholder mest information om coronavirus, lang tid efter Corona-epidemien er ophørt.
Besøg i institutionen: Den tid der investeres i et besøg og formøde i institutionen, er godt givet ud, da man her kan afstemme forventninger og fortælle forældrene om dagtilbuddet, høre om dem og deres barn. Her lægges kimen til det gode forældresamarbejde. Der kan være opmærksomhed på:
Det første møde: Præsentér institutionen og pædagogerne. Lad forældrene opleve stedet, hvor deres barn skal tilbringe sin dagligdag, og lære jer at kende.
Udveksle gensidig information: Det er tillidsvækkende at møde et personale, der har faglighed. Fortæl forældrene hvordan der arbejdes i dagtilbuddet. Hvad er der brug for at forældrene støtter op om? Lyt til forældrenes viden om barnet. Er der særlige livsomstændigheder, voldsomme oplevelser, behov eller sårbarheder, der skal tages højde for? Hvad kan barnet lide og hvad er det god til?
Kommunikation: Mange forældre ved ikke, hvornår og hvordan de må kontakte personalet, hvis der opstår problemer eller spørgsmål. Informér om, hvordan og hvornår forældre kan kontakte jer.
Gennemgå indkøringsplanen: Måske er det første gang forældrene skal indkøre et barn i dagtilbud, og ofte ved de ikke, hvad der bliver forventet af dem. Omvendt ved de professionelle rigtig meget om indkøring og har stor erfaring med dette. Del ud af jeres store viden om indkøringsforløb. Fortæl forældrene hvordan en typisk indkøring ser ud i dagtilbuddet. Hvordan kan forældrene gøre det nemmere for barnet? Lyt til forældrenes tanker om indkøring, og juster planen så den passer til den enkelte familie.
Del faglighed om afsked Del ud af de bedste tricks til en god indkøring, mange forældre har ikke selv erfaring med dette og afsked med ens lille barn kan aktivere mange følelser og her er brug for støtte til hvad man gør som forældre. Her er der brug for at al pædagogernes viden om tilknytningspsykologi og afsked bliver gjort til konkrete råd som kan støtte den individuelle forældre. For eksempel kan man fortælle en forælder der er meget bekymret om betydningen af at forældre signalerer til barnet, at her er rigtig dejligt at være i dagtilbuddet. Der kan også være brug for, at forældrene ved, at det er almindeligt at barnet reagerer med kaldegråd ved afsked, men at de professionelle er vant til at trøste. Der kan også være brug for konkrete snakke om at et farvel kan være for hurtigt – men også for langtrukkent.
De første dage af indkøringen: De første dage af indkøringen er vigtige, og bør have høj prioriteret hos personalet. Målet er at komme godt fra start og skabe en tryg og forudsigelig overgang for barnet og dets forældre. Den gode indkøring ses igennem barnets og forældrenes perspektiv. Følgende spørgsmål skal ses som idéer til dette:
Føler barnet sig velkommen og set?: oplever barnet en imødekommende atmosfære, når det træder ind i dagtilbuddet. Oplevelsen af at vi her i dagtilbuddet har glædet os til, at netop du skal starte her hos os. Fx kan der være en lille blomst eller et velkomstskilt på barnets nye plads.
Hvem passer på mit barn? Det kan være rart for forældrene at vide, hvem der møder dem ved ankomst, og at det er den samme person der tager imod de næste mange dage, indtil barnet er trygt. Barnet har brug for tid og støtte til at knytte bånd til de voksne. Ideelt set skal barnet kun introduceres til de primære voksne i dagtilbuddet i starten, så kan det lære de voksne fra andre stuer at kende senere hen.
Hvordan forløber dagen? Det nye barn skal vænne sig til at være i en helt ny kontekst, og det kan være overvældende. En forudsigelig struktur, rytme og gentagelser giver de fleste børn en oplevelse af tryghed. Tag f.eks. imod barnet på samme måde, sig farvel til forældrene på samme måde, lav de samme aktiviteter til at starte med osv.
Hvor finder barnet ro? Bliv hos barnet efter, at det har sagt farvel til sine forældre. Læg mærke til barnets signaler. Når barnet nervesystem er faldet til ro har det måske mod på at udforske de nye omgivelser. Hvis det har mod på at lege selv er det godt, men det har brug for at vide, hvor den voksne der står for indkøringen, er henne så det kan søge tryghed, når det får brug for det.
Afhentning: hvordan er dagen gået? Vær ærlig over for forældrene, som har brug for jeres viden om, hvordan barnet har det under indkøringen, efter de er gået.
Når indkøringen trækker ud. Et indkøringsforløb kan for nogle børn gå let som en leg, men det kan for andre børn (og forældre) være rigtig svært og følelsesmæssigt udfordrende. Hvis barnet signalerer, at indkøringen er for overvældende, hvis det fx græder utrøsteligt længe efter eller ”lukker ned” og bliver ukontaktbart, bør man tage det seriøst. Forældrene skal orienteres. Den plan, der var lagt indledningsvis, skal måske justeres. Vær samtidig bannerfører for håbet. Del jeres viden om, at det er helt normalt at indkøring tager lidt længere tid for nogle børn end andre, og at i barnet sagtens kan komme til at trives i dagtilbuddet på sigt.
Litteratur
Hagelquist, J.Ø., C.J. Hamre & S.L. Jonsson (2024). Mentalisering i dagtilbud, Akademisk Forlag.
Bowlby, J. (1969). Attachment and loss, vol. 1 & vol. 2. Hogarth Press.
Det korte svar er ja – men de har udfordringer hermed.
Sammenligner man med personer, der ikke har et udviklingshandicap, kan de ikke mentalisere på samme niveau. Der er forskellige situationer, hvor de bliver særligt udfordret, men der er også noget, der tyder på, at det er muligt at fremme deres evne til at sætte sig i den andens sted. Altså at mentaliseringsevnen også hos denne målgruppe kan trænes.
Det er særligt i forhold til at mentalisere den anden, at mennesker med udviklingshandicap har udfordringer. Nogle af de situationer, hvor der ses udfordringer med mentalisering er, hvis de skal sætte sig i den andens sted i forhold til emner/kategorier, hvor de selv har en tydelig præference. Det kan eksempelvis være ved valg af mad eller, hvad man kunne ønske sig i gave. Hvis man selv er helt vildt glad for fodbold, og hele ens fritid går med fodbold på den ene eller anden vis, så vil man typisk også forestille sig, at sin ven ønsker sig fodboldting i gave. Her vurderer man den andens ønsker og præferencer ud fra sin viden om sig selv, fordi det er kategorier, hvor man har en udpræget favorit (Cobos & Castro, 2010).
Det kan også være sværere for mennesker med udviklingshandicap at mentalisere den anden, hvis en samtale bliver ekstra kompliceret. Hvis den omhandler komplicerede og indviklede holdninger og meninger. Samtidig kan en udtrætning af hjernen gøre, at mentaliseringsevnen falder (Arvigo, 2017). Dette er ikke så anderledes end hos så mange andre, men udtrætningen vil ofte ske hurtigere. Disse to faktorer hænger godt sammen med, at denne gruppe af mennesker har et generelt lavere udviklingsniveau, når det kommer til kognition.
Generelt skal man tænke, at mentaliseringsniveauet hos mennesker med udviklingshandicap svarer til deres udviklingsniveau. Selvom den biologiske alder måske er 27 år, skal man forvente en mentaliseringsevne, der matcher udviklingsalderen. I forhold til de tre former for præmentalisering, teleologisk modus, psykisk ækvivalens og forestillingsmodus vil man ofte opleve, at den udviklingshandikap fungere i et af disse, da de jo netop er tidlige former mentalisering. Så her er der ikke tale om måder at agere på når borgeren er under belastning. Derfor vil opgaven være at identificere kvaliteten og potentialet ved det modi borgeren fungere i. Og at den professionelle formår at indgå i denne mentaliseringsdynamik på en omsorgsfuld og stabiliserende måde.
Samtidig tyder det på, at det er muligt at træne mentaliseringsevnen. Dette kan man gøre ved at have fokus på at tydeliggøre forskellen på ’jeg’ og ’anden’ (Ashcroft, Jervis & Roberts, 1999)(Cobos & Castro, 2010). Ved eksemplet med fodbold, kan man eksempelvis sige ”ja, du elsker fodbold, så hvis det var din fødselsdag, så havde du helt sikkert ønsket dig fodboldting. Men din ven er jo ret glad for at høre musik, så hvad mon hun kunne ønske sig?”. På den måde hjælper man med at tydeliggøre, at forskellige mennesker har forskellige tanker, ønsker og præferencer.
Når man arbejder med mennesker med udviklingshandicap, er det utrolig meningsfuldt også at arbejde med og inddrage viden om mentalisering. Mentalisering kan hjælpe mennesket med udviklingshandicap med at forstå sig selv bedre, understøtte deres evne til at indgå i relationer med andre, og fremme deres evne til at følelsesregulere.
Som fagperson er det desuden vigtigt også at have fokus på egen mentalisering og hele tiden at fastholde mentalisering overfor borgerne.
Samlet kan man sige at mentalisering i mødet med mennesker med udviklingshandicap er helt centralt i det daglige arbejde og i relationen til borgeren, og at det er muligt at fremme borgerens evne til at mentalisere gennem mentalisering – mentalisering avler nemlig mentalisering.
Litteraturliste:
Denne artikel er et ældre studie, der undersøger ”Theory of Mind – (ToM)” (evnen til at kunne forestille sig, hvad den anden tænker) hos voksne med udviklingshæmning. Mere specifikt med intellektuelle vanskeligheder.
Man finder, at de har betydelige vanskeligheder med ToM. Samtidig undersøger man, om det er muligt for forsøgsgruppen at træne denne evne. Efter et 10-ugers træningsforløb sås en forbedring i evnen, og der fandtes også indikation for, at deltagerne var bedre i stand til at forestille sig, hvad den anden tænker, når det blev målt i andre omgivelser en den konkrete test- og træningsmetode. Altså at det de lærer i testsituationen, også kan bruges i andre hverdagssituationer.
Artiklen gennemgår viden om tilknytning. Herunder tilknytningsadfærd, relationer, tilknytningsforstyrrelser osv. Det tyder på, at færre med udviklingshæmning har en tryg tilknytning kontra personer uden udviklingshæmning. I en undersøgelse finder man, at 50% af forsøgsdeltagerne, der alle sammen er udviklingshæmmede, har en sikker tilknytning. Hvorimod undersøgelser af personer uden udviklingshæmning finder at 61% har en tryg tilknytning.
Når man ser på mennesker med udviklingshæmning og tilknytning, er det særligt relevant at være opmærksom på, at denne gruppe ofte bor uden for hjemmet og dermed har flere mennesker – egne forældre og personale – at skulle skabe tilknytning til.
Det at personalet ofte har flere beboere at skulle have kontakt og tilknytning til, samt vekslende arbejdstider og personaleskifte kan gøre det vanskeligt for beboerne at skabe en ordentlig tilknytning til dem. Ofte ses vanskelig adfærd hos mennesker med udviklingshæmning som opmærksomhedssøgning, ”affektiv kontaktsøgning” og jalousi. Artiklen gennemgår, hvordan dette til dels forklares og forstås, hvis man tager udgangspunkt i tilknytningsteori – samtidig kan fokus på og arbejdet med tilknytning mellem personale og borger skabe forbedringer i den oplevede vanskelige adfærd.
Udfordringer med at forudse andres opførsel og forstå de intentioner og motiver, der ligger bag andres adfærd.
Udfordringer med at forklare egen og andres adfærd og forstå, hvordan andre opfatter den.
En gennemgribende vanskelighed hos mennesker med autisme, er at de hovedsageligt befinder sig i den kontrolleret mentaliseringsbalance. Det betyder, at de som oftest er langsommere i mentaliseringsprocessen og mentalisere med en forsinkelse.
Ja – som fagprofessionel kan du træne mennesker med autismes mentaliseringsevne. Mentalisering kan udvikles gennem hele livet, også for mennesker med autisme som på grund af autismediagnosen er for-udfordret. Mennesker med autisme har derfor i højere grad brug for at blive mødt mentaliserende, og jo mere mentaliserende vi som fagprofessionelle møder disse mennesker, desto mere trænes deres mentaliseringsevne. Mentalisering avler mentalisering.
At arbejde med traumer i forhold til gravide er dilemmafyldt. Hos en del kvinder påvirker deres PTSD deres forhold til fødsel og kommende barn, mens andre kvinder udvikler PTSD reaktioner under graviditeten. Dette kan dels skyldes, at mange gravide undgår at tage medicin mod angst, depressioner mm. – dels at de netop bliver stressede i forbindelse med graviditeten. Den øgede forekomst af PTSD skyldes formodentlig også en naturlig parathed til at forholde sig til tidligere spøgelser og engle i børneværelset. (Center for Women’s Mental Health 2011, Stern 2004). Endvidere peger forskning på, at ubehandlede PTSD-symptomer kan have betydning for en kvindes evne til ”at bonde” med sit barn (Liotti, 1992; Madrid, Skolek, & Shapiro, 2006, Parfitt & Ayers, 2009). Modsat er der bekymringer for om PTSD-behandling kan forøge stress hos den gravide især da der er solid forskning, der peger på, at den gravide kvindes stress påvirker det ufødte barn (Dybvad 2019).
Ved et hurtigt overblik over litteraturen er der i den forskning, der umiddelbart træder frem, faktisk en del eksempler på vellykket behandling af gravide kvinder med PTSD. Dette ses endda med behandlingsmetoder, der potentielt kan være stressfremkaldende EMDR, (Stramrood et al. 2012) kognitiv terapi (Lilliecreutz et al. 2010) og Prolonged Exposure terapi (Arch et al. 2012). I disse artikler argumenteres der for en positiv virkning af behandlingen, såvel som tanken om ”hellere behandling med risiko for forøget stress end ingen behandling”.
I mentaliseringsteorien ses traumer som ”oplevelsen af gentagne gange at blive ladt psykologisk alene i uudholdelige emotionelle tilstande” (Allen, 2014). Det betyder, at der i denne teoriramme vil blive lagt stor vægt på at være imødekommende og åben overfor en gravid kvinde, der selv ønsker at forholde sig til sin traumehistorik, da undgåelse heraf ville føre kvinden tilbage at være alene med uudholdelige emotionelle tilstande. I “Minding the baby”, der er et evidensbaseret mentaliseringsprogram for gravide og småbørnsmødre, er en af interventionerne at forholde sig til både spøgelser og engle i børneværelset. Det vil sige både den gravide kvindes traumehistorik og historier med gode omsorgsgivere (Webb 2010).
Det har ikke været muligt ud fra denne litteraturgennemgang at finde forskning, der peger på, at traumebehandling skulle være direkte skadelig for gravide kvinder. Men der er bred opbakning om, at man i traumebehandlingen bør fokusere på sikkerhed, psykoedukation og normalisering af traumesymptomer. Der lægges endvidere vægt på, at de gravide kvinder møder traumeinformeret personale, og at behandlingen indeholder selvreguleringsstrategier (Torchalla et al 2015).
I forhold til den potentielle forøgede stress ved behandling må der hele tiden tænkes på, at der er to sind i behandling – den gravide kvinde og det lille foster. Derfor må der i denne behandling i forhold til almindelig traumebehandling hele tiden være et øget fokus på stressregulering. Endvidere bør man hele tiden overveje, om den gravide kvinde med PTSD har tendens til at blive psykotisk eller dissociere (Forgash et al 2013). Der lægges i litteraturen også vægt på overvejelser om kvindens sikkerhedssituation og netværk. Herunder særlige forsigtighedsforanstaltninger med traumebehandling i forhold til kvinder med betydelig mangel på social støtte, det vil sige manglende partner eller konfliktfyldt parforhold og/eller svagt familiært eller relationelt netværk.
Det korte svar er, at gøres det på en mentaliserende og omsorgsfuld måde, så er det ikke retraumatiserende.
For dem med traumehistorie kan det for nogle opleves lidt stressende, men ikke i så høj grad, at de ikke giver udtryk for, at det har været positivt at være blevet spurgt.
Litteratur:
Jaffe, A. E., DiLillo, D., Hoffman, L., Haikalis, M., & Dykstra, R. E. (2015). Does it hurt to ask? A meta-analysis of participant reactions to trauma research. Clinical Psychology Review, 40, 40-56. doi:http://dx.doi.org.ez.statsbiblioteket.dk:2048/10.1016/j.cpr.2015.05.004.
niveau af oprevethed, når de blev spurgt til traumer, 2757 deltagere (27,2%) rapporterede moderat niveau af oprevethed og 453 deltagere (4,5%) rapporterede højt niveau af oprevethed, når de blev spurgt til traumer. Børn og unge, der havde været udsat for et traume, rapporterede signifikant højere grad af oprevethed end børn og unge, der ikke havde været udsat for traumer. I gruppen, der havde været udsat for traumer, rapporterede 63,5% minimal niveau af oprevethed, mens det for deltagere, der ikke havde været udsat for traumer, var 86,5%. På baggrund af disse resultater anbefales der derfor rutinemæssig screening for traumer i klinikker for mental sundhed. Men selvom de fleste deltagere ikke finder spørgsmålene særlig oprivende, oplever nogle børn og unge nogen stress ved spørgsmålene og det er derfor vigtigt, at terapeuten er opmærksom og støttende, når det gør sig gældende.
Skar AS, Ormhaug SM, Jensen TK. Reported Levels of Upset in Youth After Routine Trauma Screening at Mental Health Clinics. JAMA Netw Open. 2019;2(5):e194003. doi:10.1001/jamanetworkopen.2019.4003
Det korte svar er: Ja det er der noget, der tyder på. Læs mere i følgende artikler.
Det korte svar er: Det er skadeligt. I feltet omkring udsatte børn hører man ofte om holding terapi hvor man fastholder et barn der oplever intense følelser ud fra tanken om at dette skulle være behandlende, Den seneste artikel om holding er fra 2014 og der konkluderes at beviserne for effekten af holding terapi ikke kan understøttes og at holding terapi potential er skadelig for børn. Der er øjensynligt ikke nogen der siden har fundet grund til at undersøge om denne tilgang skulle være virksom hvorfor det er vigtig at man holder op med at bruge tilgange I pædagogik med traumatiserede børn.
Litteratur:
Reference: Pignotti, M., & Mercer, J. (2007). Holding therapy and dyadic developmental psychotherapy are not supported and acceptable social work interventions: A systematic research synthesis revisited. Research on Social Work Practice, 17(4), 513-519.
Traumer som tema er et stort felt inden for psykologien. Det er et felt, der, som megen anden psykologisk teori, er under udvikling, og hvor der hele tiden findes ny viden. I arbejdet med akutte traumer, fremføres det nogle steder, at man ikke skal tale om traumet i det første døgn. Det har ledt os til at kigge lidt nærmere på dette, og hvor denne teori stammer fra. Teorien synes at være knyttet til en række forskere, der benytter Tetris som intervention i forhold til traumer og PTSD (Holmes, James, Coode-Bate & Deeprose, 2009). Formålet med følgende artikel er at forsøge at klarlægge, hvad det drejer sig om, og sammenholde det med anden litteratur.
Som nævnt, eksisterer der i forskningen om traumer og PTSD en nyere tilgang, der benytter Tetris som intervention (Holmes, James, Coode-Bate & Deeprose, 2009). Hovedformålet med denne intervention har været, at skabe en ”kognitiv vaccine”, der kan mindske mængden af flashbacks i den akutte periode efter et traume. Der eksisterer i forvejen megen forskning og brug af intervention (samtaleterapi), der benyttes en rum tid efter traumet. Man har med den ”kognitive vaccine” ønsket at finde en ikke-medicinsk behandling, der kan benyttes og skabe lindring lige efter traumet.
Denne idé bygger særligt på viden fra den kognitive psykologi, der omhandler, at der eksisterer et ”hukommelsesvindue” på 6 timer, hvor oplevelser og erindringer er mulige at ændre eller påvirke, før de etableres i hukommelsen. Koblet med viden om, at hjernen har begrænset kapacitet og selektive ressourcer. Man har altså en intention om at bruge af hjernens ressourcer og forsøge at påvirke, hvordan traumeoplevelsen etableres i hukommelsen, for at mindske mængden af flashbacks i den efterfølgende periode.
I forsøgene finder man, at det at spille Tetris kort tid efter traumet (maksimalt 6 timer efter) påvirker mængden af flashbacks i ugen efter traumeoplevelsen, således at der opleves færre flashbacks hos de forsøgsdeltagere, der har spillet Tetris versus kontrolgruppen. Dette gælder både, når traumet er forsøgsmæssigt induceret ved brug af ”trauma film paradigm”, og når forsøgsdeltagerne har oplevet et virkeligt traume (trafikulykke). Man undersøger samtidig, om der er noget specifikt ved Tetris, der er årsag til virkningen, eller om det primært skyldes, at personen får fjernet sin opmærksomhed fra traumet. Her sammenligner man Tetris, der er et visuospatialt spil, med en verbal quiz. Man finder, at den verbale quiz ikke har samme virksomme effekt, og at det, hvis det benyttes lige efter traumeoplevelsen, kan øge mængden af flashbacks. Denne effekt sås dog ikke hos grupperne, der først spillede henholdsvis Tetris eller quiz 4 timer efter traumeoplevelsen (Holmes, James, Kilford & Deeprose, 2010).
Denne forskning kan tyde på, at der er mulighed for at intervenere på mængden af flashbacks i den umiddelbare periode efter et traume. Det er dog ikke klargjort, hvorvidt færre flashback har betydning for senere udvikling af PTSD, eller hvorvidt det påvirker mængden af flashbacks på længere sigt. Endvidere har vi ved litteratursøgning på anvendelsen af Tetris kun kunnet finde forskningsartikler, hvor de samme forskere/forfattere er repræsenterede. Der er således behov for yderligere forskning om emnet.
Det er også vigtigt at være sig bevidst, at det langt fra er alle mennesker, som bliver udsat for et traume, der udvikler PTSD. Mange mennesker oplever en naturlig bedring (McNally, Bryant & Ehlers, 2003), (James & Gilliland, 2017).
Den forskning vi har inddraget her, er optaget af, at det ikke altid er hensigtsmæssigt at tale detaljeret og med fokus på følelser om hændelsen, lige efter et traume. Men det er ikke ensbetydende med, at man skal afvise et menneskes behov for at tale om sin oplevelse. Generelt er der to ting, der er væsentlige at have for øje. Det er hvad mennesker generelt har behov for ved høj affekt og det individuelle menneskes egne mestringsstrategier
At være bevidst om hvad mennesker generelt har behov for ved høj affekt
I den akutte fase, er følelsesintensiteten ofte høj, og mentaliseringen lav. Her skal der mest fokuseres på at skabe sikkerhed for eksempel ved at være støttende, møde mennesket med empati, give hjælp og skabe ro. Her er god hjælp eksempelvis praktiske ting som at ringe til arbejdsgiveren, sikre at nogen tager imod personen, når vedkommende kommer hjem. Hjælpe med at hente børn eller lave mad. Samt sikre, at der skabes ro, tryghed og omsorg omkring personen. Generelt er sikkerhed og social støtte særdeles vigtig for mennesker, der har været udsat for et traume.
I forhold til mentaliseringsteorien, hænger ovenstående sammen med interventionsspektret, der er et af hovedelementerne i mentaliseringsbaseret terapi (og mentaliseringsteori). Når den følelsesmæssige intensitet er høj, som efter et traume, skal man være støttende og empatisk.
Møder man et menneske, der har mange ord – måske endda talepres pga. høj arousal, skal man ikke afvise personens behov for at tale. Man kan i stedet nænsomt forsøge at have fokus på at mindske affekten ved omsorg og nærvær, samt forsøge at styre fokus i samtalen over på fakta frem for følelser. Noget forskning indikerer, at for meget tale om følelser i den akutte fase kan have negative konsekvenser (Dyregrov, 2011)(Mayou, Ehlers & Hobbs, 2000)(Holmes, James, Kilford & Deeprose, 2010) men at skabe struktur og overblik over hændelsen på den anden side har positiv effekt.
Opmærksomhed og plads til individuelle mestringsstrategier
Som beskrevet, oplever de fleste mennesker at komme sig naturligt efter en traumeoplevelse. Dette betyder derfor i praksis, at man skal give plads til personens egne mestringsstrategier, og være opmærksom på de personlige behov. Forskning (McNally, Bryant & Ehlers, 2003)(Mayou, Ehlers & Hobbs, 2000)(Dyregrov, 2011) peger på, at hvis man presser et andet menneske til at tale om sin oplevelse og sine følelser, men personen egentlig selv søger at komme videre fra traumet på anden vis, kan man risikere at forværre denne persons situation på længere sigt. Det kan altså fremme psykologisk ubehag og risikoen for udvikling af psykopatologi som eksempelvis PTSD. Samtidig kan idéen om den ”rigtige reaktion” efter et traume være årsag til yderligere mistrivsel hos det menneske, som har oplevet traumet. Det er altså særdeles vigtigt at have øje for og give plads til det enkelte menneskes ønsker og behov.
Ser man på, hvordan mennesker naturligt bearbejder sit traume sker det ofte med en vekselvirkning mellem at forholde sig til det og at undgå det. Dette kan også sættes i relation til interventionsspektret, hvor man ved lavere affekt kan være udforskende, forsøge at forstå og mentalisere sig selv og andre. Hvorimod man ved høj affekt skal have fokus på støtte og empati
Det er altså betydningsfuldt, at man i mødet med mennesker, der har oplevet noget traumatisk eller voldsomt, husker på, at regulering af følelsesintensitet skal ske med fokus på omsorg, nærvær og social støtte. Og at man efterfølgende giver plads til det enkelte menneskes egne mestringsstrategier og behov.
Ønsker du mere viden om traumer, krisesamtaler og mentalisering kan det findes i dette videokursus:
Akutte krisesamtaler (https://www.centerformentalisering.dk/akutte-krisesamtaler/)
Litteraturliste:
Dette er et rigtigt komplekst spørgsmål, men skal man svare kort, er svaret ”i udgangspunktet ja”, men man må altid mentalisere det enkelte barn. Mens det nogle gange kan være en beskyttende faktor, kan det andre gange være en risikofaktor (Neil & Hove, 2004 i (1)). Det stiller høje krav til den professionelle at tage beslutning om samvær og man kan ikke lave en generel regel, som kan bruges i alle cases (Sinclair et al. (2005), i (1)). Inddragelse af plejeforældre i visitationen af samvær giver større chance for, at samværet bliver en god oplevelse for barnet. Ligesom empati, følsomhed og accept af samvær fra plejeforældrene hjælper børnene til at få en stærkere fornemmelse af at høre til i begge familier (1).
Klik her og se vores oversigt over fordele og ulemper:
Denne artikel starter med en oplistning af de fordele og ulemper forskellige studier har fundet ved, at et plejebarn har samvær med sine biologiske forældre. Det beskrives blandt andet på den ene side at samværet vedligeholder barnets tilknytning til dets biologiske familie, giver en større sammenhængskraft i barnets livshistorie og i udviklingen af barnets identitet samt giver grobund for et forhold mellem plejeforældre og biologiske forældre baseret på gensidig tillid og samarbejde. På den anden side viser anden forskning, at kontakt med biologiske forældre kan gøre det sværere at tilpasse sig anbringelsen og kan give psykiske problemer. Samvær kan således være en beskyttende faktor for nogle, mens det er en risikofaktor for andre. Dette stiller store krav til socialrådgiveren om først at vurdere hver enkel sag og hvis det vurderes, at samvær er passende, skal det sikres, at det foregår på en sikker måde og støttes af alle de involverede (Selwyn, 2004). Forskningen viser desuden, at plejeforældrenes inddragelse og attitude har stor betydning for chancen for godt samvær.
Dette studie undersøger karakteristika ved samvær mellem plejebørn og biologiske forældre og børnenes syn på deres emotionelle forhold til pleje- og biologiske forældre. I studiet deltager 104 plejebørn (deres socialrådgivere (10) og plejeforældre (86 familier)) fra Spanien over 5 år og uden svær somatisk, psykisk eller sensorisk handicap og i pleje pga. vanrøgt, eller fysisk, emotionelt eller seksuelt misbrug. Det viser sig at 41,3% af børnene i samplet ikke har kontakt med de biologiske forældre. En af variablerne, der analyseres, i studiet, er socialrådgivernes vurdering af kvaliteten af forældre-barn interaktionen under samvær. Det viser sig, at kvaliteten i 42% af tilfældene blev vurderet som enten dårlig eller meget dårlig. Mens socialrådgiverne og plejebørnene overordnet havde et positivt syn på samværet, var plejeforældres syn mindre positivt. Denne forskel kan påvirke udfaldet af samværet. Dette studie undersøger også børnenes syn på deres emotionelle forhold til pleje- og biologiske forældre. Det viser sig, at børnene oplever mere varme/kommunikation, men også mere kritik/afvisning fra plejeforældrene sammenlignet med biologiske forældre. En forklaring herpå kunne være, at børnene bruger meget mindre tid med de biologiske forældre, hvorfor forholdet til plejeforældrene er mere intenst. Resultaterne viser desuden, at i de sager, hvor socialrådgiveren angiver forældre-barn relationen som dårlig eller meget dårlig, oplever børnene også mindre varme/kommunikation fra deres forældre.