Rikke Nielsen
Gruppedynamikker og psykoedukative mentaliseringsgrupper
Rikke er uddannet psykolog fra Århus Universitet. Hun er i øjeblikket særligt optaget af, hvordan børn, unge og voksne agerer i forskellige fællesskaber, og hvordan mentaliseringsevnen både udfordres, men også udvikles inden for disse. Hun afholder blandt andet kurset MindUs, der er et psykoedukativt gruppeprogram. Her mødes børn og unge i alderen 10 til 18 år til en kombination af undervisning, diskussioner og øvelser. Det overordnede mål er at træne deres ”mentaliseringsmuskel” og dermed øge deres nysgerrighed for samt kendskab til både eget og andres sind.
Rikke tilbyder en undervisningsdag, der centrerer sig om sociale fællesskaber og hvilken betydning disse har for den enkelte. Hvordan skal vi ud fra et mentaliseringsperspektiv forstå grupper og gruppeadfærd? Hvordan opretholdes en åben, mentaliserende indstilling både i og over for fællesskabet? Hvorfor kan det for udsatte børn, unge og voksne være så svært at udvikle og fastholde sunde gruppetilhør? Og hvordan hjælper vi som fagfolk dem i en positiv retning?
Rikke tilbyder derudover undervisningsdage, hvor der specifikt arbejdes med afholdelse af psykoedukative gruppeforløb for udsatte børn, unge og/eller forældre. Her klædes fagpersonale på til selv at kunne varetage forløb på egen arbejdsplads.
Sarah Long Jonsson
Implementering af mentalisering i skoleområdet
Sarah er uddannet Cand.Pæd.Pæd.Psyk., psykoterapeut og skolelærer.
Sarah arbejder særligt inden for skoleområdet, hvor hun står for implementering af mentalisering i form af undervisning og supervision af personale.
Hun har siden 2017 stået for implementering af mentalisering på skoler i kommunalt regí både i almen- og specialområdet. Omdrejningspunktet i dette arbejde er at etablere en direkte kobling fra teori ind i praksisfeltet med konkrete principper og værktøjer med henblik på at skabe optimale betingelser for den enkelte elevs læring og udvikling.
Sarah har i arbejdet med implementering af mentalisering fokus på flere niveauer, således at eleverne dels tilbydes et udviklingsfremmende læringsmiljø, og så der samtidig skabes et bedre arbejdsmiljø, med fælles sprog og retning, for lærere og pædagogisk personale på skolerne. Dette styrker både individuel- og fælles resiliens både hos personale og hos eleverne.
Sarah tilbyder både korte og længere forløb, hvor hele personalegruppen modtager undervisning og supervision, således at der på skolerne etableres et fælles sprog og et fælles pædagogisk fundament.
Lobna Hleilel
Mentalisering i arbejdet med familier med muslimsk baggrund
Lobna har en BA i socialt arbejde, er gruppelederuddannet og har en efteruddannelse i mentaliseringsbaseret behandling.
Lobna har 10 års erfaring i arbejdet med udsatte børn, unge og familier, særligt med anden etnisk baggrund, hvor hun har specialiseret sig i interkulturelle og religiøse faktorer, der kan spille en rolle i behandlingsarbejdet. Hun arbejder til dagligt med mentaliseringsbaseret undervisning, terapi og som specialkonsulent.
Lobna er optaget af, hvordan man med indsigt i familiernes kulturelle og religiøse baggrunde konkret kan være med til at fremme mentaliseringsevnen, bryde tabuer og skabe trygge rammer for det videre forebyggende og udviklende arbejde.
Lobna tilbyder undervisningsdage om, hvordan man kan tænke islam ind i det forebyggende arbejde med udsatte børn, unge og familier med muslimsk baggrund – samt hvordan dette gøres ud fra en mentaliserende indstilling. Undervisningen vil indeholde en introduktion til frygt, skam og tabuer i arbejdet med muslimske familier. Hertil introduceres epistemisk tillid, RAM, STORM-modellen og arbejdet med traumer ud fra den mentaliseringsbaserede tilgang. Undervisningen sigter efter at give indsigt i kultur og islam for at kunne arbejde mentaliserende, og der gives konkrete forslag til handling.
Janna Sonne
Vold, mentalisering og Circle of Security
Janna er autoriseret psykolog, uddannet i mentaliseringsbaseret individualterapi ved psykiaterne Finn Skårderud og Sigmund Karterud i Oslo samt i mentaliseringsfokuseret parterapi. Derudover er hun certificeret vejleder i Circle of Security; et pædagogisk undervisningsprogram, som styrker forældre/barn-samspillet.
Janna er optaget af at styrke forældre/barn samspil, at skabe de bedste betingelser for, at børn går trygge og med solidt selvværd videre ud i livet samt at skabe forandring der, hvor samspillet er vanskeligt. Janna har gennem mange år arbejdet med dysfunktionelle familiemønstre med vold og misbrug samt de følger det har for pårørende, børn og voksne børn.
Tilknytning, følelsesregulering, mentalisering og samspil i nære relationer er således gennemgående i Jannas praksis. Med en mentaliseringsbaseret og tilknytningsorienteret tilgang styrker Janna fagprofessionelle i deres møde med forældre, børn og unge.
Mette Gundersen
Sorg og mentalisering
Mette er autoriseret psykolog. Hun har de sidste to år arbejdet som privatpraktiserende psykolog med speciale indenfor traumer og sorg. Hun arbejder både med voksne, børn og familier, som på den ene eller anden måde har fået sorg tæt på livet gennem kritisk sygdom, død eller andre traumatiserende oplevelser.
Mette har bl.a. erfaring fra tidligere ansættelser i PPR, Kræftens Bekæmpelse og Palliativt Team. Her har hun både haft terapeutiske forløb, men også undervist og superviseret forskellige faggrupper, som arbejder med alvorligt syge og døende mennesker og deres pårørende.
Hun tilbyder undervisning til forældre, pædagogisk personale og sundhedspersonale om eksempelvis ’Børn som pårørende’, ’Familieliv, børn og sorg’, ’Sygdomsramte børn’ el. ’Sorg og mentalisering’. Derudover superviserer Mette fagpersonale som på forskellig vis kommer i berøring med målgruppen.
Mette er særligt optaget af, hvordan vores mentalisering påvirkes ved alvorlig sygdom og tab – både hos professionelle, patienter og pårørende – og herunder, hvordan vi som professionelle kan støtte mulighed for mentaliserende samspil i de relationer vi møder og selv indgår i, i arbejdet med kritisk sygdom og sorg.
Er I en virksomhed eller organisation, der arbejder med udsatte børn, unge eller voksne, er det muligt at tilrettelægge undervisningsforløb tilpasset netop jeres ønsker og behov. Læs om vores øvrige kursusdage her.
Ønsker I tilbud på et forløb, bedes I rette henvendelse til kontakt@centerformentalisering.dk.