“Straf” er en stærk og rørende bog, der skildrer den forfærdelige behandling af samiske børn på nomadeskoler for det samiske mindretal i Sverige. Bogen handler om de børn, der voksede op i det traumatiserende miljø på nomadeskolen. Man får et meget fint indblik i børnenes liv, hvor de både passer på hinanden og kæmper med de hierarkier, der opstår. Den beskriver, hvordan børnene oplevede decideret mishandling fra de voksne, og hvordan ingen beskyttede dem mod den voldsomme mobning, der opstod i de interne hierarkier.
Historien er trist og hjerteskærende, men skiftene mellem tilbageblik til tiden med vold og ydmygelser og børnenes voksenliv gør, at læseren også får en fornemmelse af optisme omkring det at overleve og finde hinanden samt egen kultur. Traumerne og tabet af kultur samt sprog har i høj grad påvirket de børn, der overlevede livet på nomadeskolen, og konsekvenserne heraf er, at de lever med skam, angst og fremmedgørelse fra egen kultur og sprog. Bogen beskriver også, hvordan de transgenerationelle traumer ses hos næste generation. Den er godt skrevet og formidler vigtige historier om kolonialiseringens konsekvenser og de langvarige skader for mennesker, hvis kultur og sprog forsøges ødelagt.
Det er særligt rørende, at forfatterens mor selv har gået på nomadeskole, og at hun har fået hjælp til at skrive bogen af sin mor og andre tidligere nomadeelever.
“Straf” er en bog, der både bevæger og oplyser, og den er et vigtigt bidrag til forståelsen af de skader, kolonisering kan påføre.