Majse Lind er psykolog og Ph.D i psykologi uddannet ved Aarhus Universitet. I sin Ph.D var hun særlig optaget af, hvordan mentalisering hænger sammen med hvad og hvordan, vi som mennesker former vores livshistorie. Hun undersøgte disse sammenhænge hos både unge og voksne med og uden personlighedsforstyrrelse. Hun opnåede sin Ph.D i sommeren 2018 og har siden da forsket fuldtid i både Boston og Florida, inden hun i august 2022 påbegyndte sin forsknings- og undervisningsstilling i klinisk psykologi ved Aalborg Universitet.
Majse er medlem af bestyrelsen ved Institut for Mentalisering og affilieret med Center for Personality Disorder Research (CPDR) i Danmark. Majse forsker sammen med en lang række førende nationale og internationale forskere i mentalisering. Hun er optaget af hvordan mentaliseringsvanskeligheder og maladaptive livshistoriefortællinger kan være afgørende underliggende mekanismer hos både voksne og unge med psykopatologi. Hun undersøger bl.a., hvordan livshistorien kan have betydning for udsatte unge med personlighedsforstyrrelse eller som på anden vis har haft et svært liv. Sammen med kollegaer har hun netop udgivet en bog ved Cambridge University Press, hvor hun har fokus på, hvordan livshistorien kan bruges som samtaleværktøj til at skabe forandring og velvære i livet på trods af diagnose og svære livsbetingelser.