Litteratur om mentalisering og mentaliseringsbaseret behandling (MBT)
Nedenfor anføres bøger om forskellige emner, der relaterer til mentalisering og mentaliseringsbaseret behandling (MBT). Det faglige niveau i den anførte litteratur varierer. Dele af litteraturen er solidt underbygget empirisk, imens andre dele gengiver klinisk eller personlig erfaring med hensyn til et bestemt emne.
Læs mere om mentalisering her. Du kan finde yderligere litteratur, der relaterer sig til mentalisering og udsatte børn, unge og voksne her.
BØGER
Artikler
Herunder finder du artikler om mentalisering og mentaliseringsbaseret behandling.
Tryk på den lille pil i venstre side for at læse mere om den enkelte artikel
https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/09515070.2020.1777535
Mentaliseringspsykologiens fader, Peter Fonagy, er medforfatter på denne artikel om online-møder med borgere. I artiklen sættes der ord på, hvordan online møder kan være udfordrende for relationer. Der præsenteres en række cases, ligesom der gives konkrete bud på, hvordan den professionelle skal lægge særlig vægt på at udtrykke sig gennem nonverbale signaler og være gennemsigtig med de udfordringer som de nye platforme også giver den profesionelle selv. Alt sammen for at (gen)etablere den epistemiske tillid online.
Denne artikel er baseret på et program til uddannelse af patienter, som forfatterne udfører i kriseprogrammet på The Menniger Clinic. Artiklen rummer konkrete ideer til psykoedukation. Programmet er designet til at skabe en terapeutisk alliance ved at hjælpe patienterne til at forstå et centralt mål med behandlingen, nemlig at fremme mentalisering – opmærksomheden på mentale tilstande hos sig selv og andre. Uddannelsesmaterialet er baseret på forskning i Menniger Child and Family Program.
Dette studie sammenligner effekten af psykoanalytiskinspireret (senere mentaliseringsbaseret) delvis hospitalsindlæggelse med standard psykiatrisk behandling (kontrolgruppen) for patienter med borderline personlighedsforstyrrelse. Resultaterne viste, at patienter, der var delvist indlagte, opnåede statistisk signifikante fald i alle effektmål i modsætning til kontrolgruppen, som viste begrænsede ændringer eller forværringer i den samme periode. Forbedringer i depressive symptomer, fald i selvmords- og selvskadende adfærd, færre dage med indlæggelse og bedre social og interpersonel funktion begyndte efter 6 måneder og fortsatte indtil behandlingen endte ved 18 måneder. Det konkluderes derfor, at psykoanalytiskorienteret delvis hospitalsindlæggelse til patienter med borderline personlighedsforstyrrelse er standardbehandlingen overlegen. I studiet deltager 38 patienter. Det er derfor nødvendigt at gentage studiet med større grupper, førend resultaterne kan generaliseres, men resultaterne antyder, at delvis indlæggelse er et alternativ til fuld indlæggelse.
Formålet med dette studie var at undersøge, om de resultater, der blev opnået af patienter med borderline personlighedsforstyrrelse ved at følge en psykoanalytiskinspireret (senere mentaliseringsbaseret) delvis hospitalsindlæggelse sammenlignet med patienter, der modtog standard behandling, blev opretholdt over en 18-måneders follow-up periode. Hver tredje måned efter endt behandling blev 44 af deltagerne fra det oprindelige studie målt på parametre som hvor ofte de havde selvmordsforsøg, episoder med selvskade, antal og varighed af indlæggelser, brug af serviceydelser og selvrapporterede mål af depression, angst, stress, mellemmenneskelig funktion og social tilpasning. Patienterne, der modtog den delvise indlæggelse, viste fortsat statistisk signifikant forbedring på de fleste mål i modsætning til de patienter, der havde modtaget standardbehandlingen, der kun opnåede begrænset forbedring i den samme periode. Den psykoanalytiskorienterede delviste hospitalsindlæggelses overlegenhed fundet i det tidligere randomiserede kontrollerede forsøg var således vedligeholdt gennem den 18-måneders opfølgningsperiode.
Det seneste årtis neurovidenskabelige forskning har hjulpet med at forstå nogle af de nøgleprocesser, som tilknytning medfører hjernemæssigt. Denne artikel beskriver dette fremskridt og forbinder det til nyere fund om sammenhængen mellem de neurale systemer, der underbygger tilknytning og andre processer, som for eksempel at foretage sociale vurderinger, theory of mind og adgang til langtidshukommelsen. I artiklen findes en neural sammenhæng mellem mentalisering og tilknytning, som bekræfter en forbindelse mellem de to systemer på et adfærdsmæssigt niveau. Det demonstreres, at forælderens evne til at mentalisere, i kontekst til et tilknytningsforhold, er grobund for udviklingen af sikker tilknytning i spædbarnet. Det ses, at mentalisering optræder tidligere hos børn, som var sikkert tilknyttet som spæde. Det foreslås desuden, at mentaliseringskapaciteten i tilknytningskonteksten i nogle henseender var uafhængig af evnen til at mentalisere omkring mellemmenneskelige erfaringer uafhængig af tilknytningskonteksten. Det findes, at deres specifikke måling af mentalisering i tilknytningskonteksten er forudsigende for adfærdsmæssige udfald, som ikke er korreleret med andre mål af mentalisering. Det ser således ud til, at måling af mentalisering i konteksten af tilknytning måler et unikt aspekt af social adfærd.
Dette studie evaluerede effekten af mentaliseringsbaseret behandling med delvis indlæggelse sammenlignet med standardbehandlingen af borderline personlighedsforstyrrelse otte år efter behandlingen startede og fem år efter den mentaliseringsbaserede behandling var afsluttet. Det konkluderes, at patienter der modtog 18 måneders mentaliseringsbaseret behandling med delvis indlæggelse efterfulgt af 18 måneders vedligeholdende mentaliserende gruppeterapi forblev bedre på flere parametre (selvmordsforsøg, diagnosestatus, brug af services, brug af medicin, global funktion over 60, og faglig status) end dem, der modtog standardbehandlingen, men deres generelle sociale funktion forblev hæmmet.
Med denne artikel fremsætter forfatterne, at til trods for at Mentaliseringsbaseret Terapi er en specifik behandlingsform, så spiller det en rolle i alle terapeutiske relationer. Der argumenteres for at mentalisering er den fælles faktor, og at den mentaliserende terapeut er en universel bestanddel af effektive psykoterapeutiske interventioner. Ydermere fremsættes det, at overførslen af epistemisk tillid, som afhænger af sikre tilknytningsoplevelser, er yderst afgørende for klientens udvikling, da det er denne, der kan hjælpe klienten til at afgive noget af sin rigiditet. Dette kan åbne op for, at klienten bliver i stand til at modtage og lære fra den sociale viden, der tilbydes i terapien og som potentielt kan forandre klientens opfattelse af sig selv og den sociale verden. Et menneskes tilknytningserfaringer spiller en vigtig rolle ift. hvorvidt man tør stole på informationer fra andre. En sikker tilknytning fremmer den epistemiske tillid, hvilket er med til at sikre, at et individ sikkert kan ændre sin position/sine anskuelser og er parat til at tilegne sig viden og generere tiltro til egne oplevelser og vurdering. Epistemisk mistillid og epistemisk hyper-årvågenhed udspringer derimod af en usikker tilknytningsstil, med en evig søgen efter bekræftelse på ens oplevelseserfaringer kombineret med en kronisk mangel på tillid. Artiklen fremsætter herefter de tre psykoterapeutiske kommunikationssystemer og konkluderer, at det vigtigste i terapien ikke er det, terapeuter har lært, at de skal lære klienter, men derimod den terapeutiske relations potentiale i at genvække klientens evne til at lære fra sociale situationer.
I artiklen slås det fast, at mentaliseringsteorien ikke har været tilstrækkeligt optaget af betydningen af kroppen i forståelse og behandling. Det anerkendes, at dette ikke skyldes manglende relevans af berøring og dét at bo i en krop. Det slås fast, at både fysisk og psykisk interaktion med andre er en del af kernen i dannelsen af selvet. Det slås også fast, at når vi bliver mødt med vores behov for berøring og fysisk trøst, virker det som ostensive cues og åbner for epistemisk tillid.
http://www.societyforpsychotherapy.org/epistemic-trust-psychopathology-and-the-great-psychotherapy-debate]. En rigtig fin artikel som giver en kort introduktion til mentaliseringsteorien såvel som de nyeste begreber heri, såsom epistemisk tillid, p-factor og dodo-effekten. Artiklen tilbyder en kort spændende og lettilgængelig gennemgang af begreberne.
I denne artikel gennemgås evidensen bag p-faktoren som indikator for underliggende sårbarhed for psykopatologi. P-faktoren kædes sammen med mangel på resiliens og personens vurdering af situationer (ved brug af Kalisch og kollegers positive appraisal style theory of resilience (PASTOR)). Der argumenteres for, at sårbarhed for (svær) psykopatologi er et resultat af svækkelser i tre centrale mekanismer for underliggende resiliens; 1) positive kategoriserings opdeling, 2) revurdering af trussel og 3) hæmning af retraumatiserende triggere. Når evnen til at lave de positive vurderinger er svækket, fører det til mangel på fleksibilitet med hensyn til sociale kommunikative processer. Artiklen perspektiverer, at personlighedhedsforstyrrelser, og borderline-personlighedsforstyrrelse (BPD) i særdeleshed, kan anses som en prototype af lidelser karakteriseret ved mangel på resiliens. I stedet for primært at se BPD ud fra tilstedeværelsen af svækkelser i tilknytning og mentalisering påpeges et bemærkelsesværdigt fravær af resiliens, og den sociale kommunikative infleksibilitet, der ser ud til at ligge under dette fravær, som en adaptiv strategi, som individer med BPD erhverver inden for en social kontekst. -En kontekst, hvor social infleksibilitet ofte var den eneste mulige overlevelsesstrategi og havde betydelige fordele på den korte bane.
I denne anden del af artiklen spores udviklingen af fraværet af resiliens tilbage til forstyrrelsen i fremkomsten af menneskelig social kommunikation, baseret på nylige evolutionære og udviklingspsykopatologiske redegørelser. Der argumenteres for, at BPD og relaterede lidelser kan genforstås som en form for manglende social forståelse. Negative vurderingsmekanismer bliver dominerende, særligt i situationer med tilknytningsstress. Dette udgør et skift mod et mere socialt orienteret perspektiv på personlighedspsykopatologi, i hvilken fraværet af psykologisk resiliens bliver set som et tillært svar på forstyrrelserne i transmissionen af social viden. Dette skift tvinger forfatterne til at genoverveje betydningen af tilknytning i BPD og implikationerne for forebyggelse og intervention af denne nye tilgang diskuteres.
Artiklen en viser, at det at have en mor der har barnets sind på sinde er en buffer i forhold til adfærdsvanskeligheder. Det kan skyldes, at barnet ved at blive forstået, bliver interesseret i at forstå andre og det gør det lettere at forholde sig til udfordrende sociale situationer, uden at måtte ty til aggressiv eller negativ adfærd.
Denne artikel går dybere ind i de mekanismer og neurale kredsløb, der danner grundlaget for evnen til mentalisering. Artiklen underbygger, at vores evne til mentalisering ikke kommer af sig selv, men er noget vi først og fremmest udvikler igennem vores tilknytningsrelationer. Evnen til at mentalisere er central for normativ menneskelig udvikling, men det fremsættes også at forstyrrelser i denne evne er karakteristisk for stort set alle former for psykopatologi. Artiklen er opbygget omkring to hovedfund:
Artiklen fremsætter, at de fleste former for psykopatologi er et resultat af kombinationen mellem biologisk skrøbelighed, miljømæssige omstændigheder og grundlæggende mangel på markerede spejlinger – altså mange oplevelser med et fremmed selv, som bliver så fremtrædende, at de dominerer individets subjektivitet. Mentalisering er en grundlæggende bidirektionel eller transaktionel social proces organiseret omkring de fire dimensioner og psykopatologi er forskellige kombinationer af mangler langs disse dimensioner. Mentalisering handler om balancen mellem de systemer, der ligger bag de fire dimensioner og denne balance afhænger af interaktionen mellem stress/arousal og brugen af tilknytningsstrategier. I den resterende del af artiklen bliver neurobiologien bag mentaliseringsdimensionerne meget nøgternt gennemgået og artiklen er således god, hvis man skal bruge specifik viden om hvilke hjerneområder, der er i spil hvornår, og hvilke der anvendes ved de forskellige tilknytningsmønstre og –strategier. Slutteligt underbygger artiklen at grænsetærsklen for, hvornår man skifter fra kontrolleret til automatisk mentalisering kan være lavere som et resultat af tidlig stress og tilknytningstraumer.
Undersøgelsen studerer mænd med kendt krænker adfærd og diagnosen antisocial personlighedsforstyrrelse og sammenligner deres evne til at mentalisere med en testgruppe. Undersøgelsen viser, at mændene med antisocial personlighedsforstyrrelse havde større vanskeligheder med mentalisering end kontrolgruppen.Personerne med antisocial personlighed havde hæmmet evne til perspektivtagning, social kognition og social sensitivitet såvel som tendens til hypermentalisering og non-mentalisering. Denne viden kan være betydningsfuld i forhold til behandlings arbejdet med målgruppen.
Artiklen slår fast, at hos børn med forældre med misbrug har evnen til mentalisering positiv betydning i forhold til mentale problemer. Artiklen viser, at børn med bedre mentaliseringsevne i højere grad tør berette om symptomer og fungerer bedre socialt. Artiklen peger således på, at god mentalisering kan være en buffer for børn der har forældre med misbrug.
Undersøgelser ser på betydningen af at have store søskende der er gode til at mentalisere. Undersøgelsen viser, at det er en buffer for børn der lever i familier hvor der er risiko for at udvikle internaliseringssymptomer (at være trist, ked af det eller deprimeret) at have større søskende der er gode til at mentalisere. De beskyttende faktorer synes ikke at give samme grad af fordel for alle børn, men særligt for de børn der bor i højrisiko familie, altså de børn der har mest brug for det. Læs artiklen her.
Artiklen omhandler et randomiseret kontrolleret studie hvis resultater peger på en positiv effekt af mentaliseringsbaseret behandling i forhold til unge mennesker med selvskadende adfærd.
I artiklen beskriver Slade den enorme udfordring, det er at være forældre til børn med autismespektrumvanskeligheder. Hun understreger, at det må anses som et udtryk for menneskeartens evolutionært udviklede drift til at beskytte og drage omsorg for vores unger, at så mange forældre til børn med autismespektrumvanskeligheder formår dette og endda med kreativitet, målbevidsthed og passion. Hun beskriver, hvor vanskeligt og følelsesmæssigt opslidende det er at være mentaliserende i forhold til et menneskebarn, der ikke kan mentalisere, og som i vidt omfang afviser kontakt. Hun pointerer, hvor vigtigt det er, at behandling af børn med autismespektrum forstyrrelser også tager højde for de sårbare kæmpende forældre, som ellers let udtrættes i dette arbejde. Rigtig fin lille artikel. Artiklen kan findes her eller her.
Artiklen anskuer mentaliseringsteori ud fra en kritisk vinkel. Med afsæt i mere klassisk psykoanalyse diskuteres uklarheder i teori om mentalisering. Det er væsentligt, at vi, som arbejder ud fra en mentaliseringsbaseret tilgang, forholder os til den kritik, der fremsættes af teorien. Dette kan bidrage til yderligere udvikling og nuancering af teorien.