Hagelquist, J.Ø., Jacobsen, M.N. & Thimmer L.S. Marte Meo Nyt nr. 2 2014. Hvordan bidrager en mentaliserende indstilling til at danne en alliance mellem klient og terapeut?

En vigtig bestanddel af omsorgsfaget er at kunne forstå og indgå i et samspil med klienten. Mentalisering er at forstå ens egen og den andens adfærd ud fra de mentale tilstande, som ligger bag (Hagelquist & Møller Skov, 2014). For eksempel når konen overvejer, hvad der mon er på færde i mandens sind, efter at han ikke gav hende et kys, da han kom hjem, som han ellers plejer at gøre. Mentale tilstande er blandt andet følelser, tanker, behov, mål og grunde. Mentalisering indebærer bevidsthed om, at mennesker har forskellige mentale tilstande. I denne artikel vil vi argumentere for, at når terapeuten indtager en mentaliserende indstilling, så har dette en positiv effekt på alliancen mellem klient og terapeut. At terapeuten kan danne en alliance med klienten har nemlig i flere undersøgelser vist sig, at være afgørende for behandlingens resultater (Horvath et al., 2011).

Dodokendelsen

Dodokendelsen er et fænomen i psykologien, der påpeger, at alle psykoterapeutiske retninger er lige effektive. Begrebet blev første gang brugt af Saul Rosenzweig i 1936 inspireret af fortællingen om Alice i Eventyrland, hvoralle skulle løbe rundt om en sø, indtil de blev tørre. Ingen tog notits af, hvor langt deltagerne løb, hvorfor Dodofuglen til sidst eftertænksomt deklarerede: ”alle har vundet, alle skal have priser!” (Wampold, 2010). Rosenzweig var dermed også den første, der antog, at løbet mellem de forskellige terapiretninger står lige, hvilket er blevet efterprøvet ved flere forsøg og fundet gyldigt (Wampold, 1997).

Dodokendelsen retter opmærksomheden mod, hvad det mon er, der er afgørendefor forskellige retningers effektivitet, hvis ikke den specifikke tilgang. Det er på tværs af undersøgelser fundet, at visse faktorer, kaldet fælles faktorer, er særligt vigtige at imødekomme i behandlingen for netop at opnå det bedste resultat (Wampold, 2010). Herunder kan nævnes empati, varme, oprigtighed med flere. En af de væsentligste og mest undersøgte fælles faktorer er arbejdsalliancen (Hougaard, 2004a). Arbejdsalliance defineres som båndet mellem terapeuten og klienten såvel som overensstemmelse mellem opgaven og målet. At kunne etablere en god arbejdsalliance forudsætter at kunne danne en god relation, at kunne udvise forståelse for klientens perspektiv og at kunne indgå i et udviklingsfremmende samspil, hvor terapeuten ser bag om adfærden og har øje for både egne og klientens motiver, mål og intentioner. En god alliance kræver med andre ord, at terapeuten selv udviser en mentaliserende indstilling, hvilket uddybes nedenfor.

Mentalisering

Ligesom Marte Meo kan mentaliseringsbaseret behandling (MBT) også siges at være en mikroanalyse af relationen, der fokuserer på at etablere og forbedre samspillet. MBT har samlet den nyeste forskning indenfor bl.a. udviklingspsykologi, systemisk teori, psykodynamisk teori og kognitiv teori om det udviklingsfremmende samspil. At arbejde mentaliseringsbaseret hjælper til at gøre denne viden forståelig og håndgribelig i interaktionen og fokuserer dermed på den afgørende fælles faktor, som alle disse behandlingsformer har til fælles, navnlig vigtigheden af samspillet. Allen, Fonagy og Bateman (2009) fastslår sågar, at mentalisering er den mest grundlæggende fælles faktor i alle psykoterapeutiske behandlinger.

Mentalisering er nærmere betegnet det, at være opmærksom på mentale tilstande i sig selv og i andre, kort sagt, at have sind på sinde (Allen et al.,2009). Som eksempel kan nævnes parterapi, hvor terapeuten formår at have begge parters sind på sinde og samtidig forsøger at formidle det således, at parret hver især også bliver bevidste om, at de har haft forskellige mentale tilstande i konflikten. Mentalisering er derfor også blevet betegnet som det at kunne forstå misforståelser, og som det at se sig selv ude fra og den anden indefra (Allen et al., 2009). Det kan eksempelvis være terapeuten, der fraværende kigger ud af vinduet i løbet af en session, hvor klienten bemærker det og selv bliver fraværende i kontakten. Terapeuten kan da udvise en mentaliserende indstilling ved at kommentere på klientens ændrede kontakt og forklare, at hendes egen fraværende opmærksomhed skyldes, hun eksempelvis har et barn, der er sygt derhjemme, som hun kom til at tænke på.

Et ÅBENT sind

Den mentaliserende indstilling er præget af Åbenhed, Balance, Empati, Nysgerrighed og Tålmodighed (Hagelquist, 2012). For at kunne arbejde ud fra at have sind på sinde, må man med andre ord selv have et åbent sind. Hermed understreges også vigtigheden at have sit eget sind på sinde som fagperson. Ved hjælp af åbenhed indgår den professionelle på en ikkeforudindtaget måde, som indebærer en erkendelse af, at mentale tilstande er ugennemsigtige. Med andre ord er det ikke muligt med sikkerhed at vide, hvad der foregår i en andens sind. Den professionelle kan ved hjælp af balance sikre sig, at både eget sind og fornemmelsen for den andens sind ligger ham eller hende på sinde og forholde sig fokuseret og opmærksomt. Vigtigt er også, at kunne udvise empati, at registrere andres følelsesmæssige reaktioner og respondere med en passende emotion ved at være nysgerrig og spørge ind til vedkommendes konkrete oplevelse. Sidst men ikke mindst kræver det at arbejde mentaliseringsbaseret, at man mønstrer tålmodighed. Mentalisering er ikke en færdighed, man enten har eller ikke har, men en evne, der oparbejdes og fremelskes, hvorfor tålmodighed er en vigtig bestanddel. Mentalisering fostrer mentalisering, så for at kunne fremme denne evne er det vigtigt, at den professionelle selv vedvarende forholder sig åbent og nysgerigt, både overfor sig selv og andre, hvorved arbejdsalliancen sikres.

Mentalisering som et udviklingsfremmende samspil

Dodokendelsen gør os opmærksom på, at terapeuten har en fremtrædende rolle i det udviklingsfremmende samspil. At de mange forskellige teorier har begrænset forskel i forhold til effektmålinger viser os, at det udviklingsfremmende samspil i sig selv er det afgørende i og med, alliancen er fundet som en af de vigtigste fælles faktorer for effektiv terapi. At opnå en god alliance og sikre et udviklingsfremmende samspil kan netop tilvejebringes ved hjælp af mentalisering, da terapeuten da har klientens sind på sinde, skaber en tryg tilknytningsrelation, hjælper til at regulere klientens følelser og fremmer denne evne hos klienten. Udvikling bliver dermed en naturlig følge af et mentaliserende samspil.

Referencer:

Allen J.G, Fonagy, P. & Bateman, A. (2010). Mentalisering i klinisk praksis. Hans Reitzels Forlag.

Hagelquist, J.Ø. & Skov, M.K. (2014). Mentalisering i pædagogik og terapi. Hans Reitzels Forlag.

Hagelquist, J.Ø. (2012). Mentalisering i mødet med udsatte børn. Hans Reitzels Forlag.

Horvath, A.O., Del Re, A.C., Flükiger, C. & Symmonds, D. (2011) Alliance in individual psychotherapy. Psychotherapy, vol. 48.

Hougaard, E. (2004a). Psykoterapi: Teori og forskning. København: Dansk Psykologisk Forlag, kapitel 4, s.81-119

Wampold, B.E., Mondin, G.W., Moody, M., Stich, F., Benson, K. & Ahn, H. (1997). A Mete-Analysis of Outcome Studies Comparing Bona Fide Psychotherapies: Empirically: ”All Must Have Prizes”. Psychological Bulletin, 122/3, s. 203-15

Wampold, B.E. (2010). Research Evidence for Common Factors Models: A Historically Situated Perspective. I: Duncan, B.L., Miller, S.D., Wampold, B.e. & Hubble, M.A. (eds.), The heart and soul of change. Delivering What Works in Therapy. 2nd. Ed. New York: American Psychological Association, s.49-73.