DOKUMENTARER

Prinsesser fra blokken – 0tte år senere (DRTV)

Har du ikke set efterfølgeren til den rørende dokumentar om Prinsesserne fra Blokken, så bør du gøre det. Det er en trist, rørende og stærk dokumentar om omsorgssvigtede og traumatiserede piger, der nu er ovre deres første teenageår. Pigerne skal finde ud af at være voksne, men de har for mange traumer i bagagen og alt for få erfaringer samt rollemodeller i forhold til at navigere i en almindelig hverdag.

Instruktøren gør et stærkt og vigtigt arbejde – både i den første dokumentar og nu 8 år senere – i forhold til at vise pigernes rå og desperate adfærd. Gennem instruktørens skildringer kommer vi helt tæt på og mærker, hvad der ligger bag pigernes adfærd. 

Alene hjemme på nettet 

Dokumentaren har været meget omtalt, hvilket formentligt skyldes vigtigheden af den. I dokumentarens to afsnit bliver man inddraget i en online verden, hvor børn og unge udsættes for vold, selvskade og mobning via nettet.

Viden om de unges online verden er et must for alle, der har kontakt med børn i hverdagen. Dette illustrerer dokumentaren i form af følgende vigtige pointer:

1) De voksne skal deltage i deres børns online liv

2) Børn og unge deler ikke det, de oplever, hvis de er bange for, at det kan få konsekvenser ved eksempelvis at få frataget deres telefon eller adgang til sociale medier.

 

Et helvedes børnehjem

Denne dokumentar giver et hjerteskærende indblik i, hvor hjælpeløs man er som anbragt, hvis de voksne, der skal passe på en, er draget af en forrået kultur. Dokumentaren indeholder rystende beretninger fra unge og voksne, der fortæller om profesionelle, der provokerer til magtanvendelse og bevidst stresser sårbare unge.

På trods af at det er vanskeligt at være vidne til, at der er unge, der har haft sådanne oplevelser, er det alligevel en vigtig dokumentar, der belyser, hvorledes profesionelle kan ende i vedvarende mentaliseringssvigt. Lige så hvor vigtigt det er, at man reagerer, hvis man er vidne til sådanne hændelser.

Derudover vigtigheden af at man som professionel siger undskyld og bekræfter de unges oplevelser ved at sætte ord på den virkelighed, som blev fordrejet.

Tell Me Who I Am, 2019

Tell Me Who I Am, 2019 er en interessant dokumentar, der handler om to tvillingebrødre, der har oplevet seksuelle overgreb fra deres mor i barndommen. Som 18-årig mister den ene bror sin hukommelse som følge af et trafikuheld. Hans bror hjælper ham med at genfinde sine minder, men for at skåne ham (og sig selv) undlader han at fortælle om overgrebene og svigtene, men forsøger i stedet at give sin bror gode minder om den lykkelige barndom de ikke fik.

Det viser sig ikke muligt at skåne ham fra sin historie og i stedet fører løgnen til, at broren med hukommelsestab oplever endnu et svigt fra den han stolede mest på – hans tvillingebror. Dokumentaren viser også, at det ikke at kende sin egen historie fører til en oplevelse af mangel på sammenhæng og en evig søgen efter at få mening og indsigt i egen historie.

Der er meget læring i denne dokumentar, først og fremmest om betydningen af traumer i barndommen, men også om betydningen af løgne, hemmeligheder og misforståede hensyn. Heldigvis også om heling og betydningen af ærlige relationer.

Natasha Kampusch – for evigt indespærret

Dokumentaren er en stærk fortælling om et barn, der bliver kidnappet og som oplever en årrække med indespærring og en lang række traumer. Samtidig er det også en beretning om Natashas kamp for at bevare sin værdighed og for  sin overlevelse . Det er ulykkeligvis også en beretning om, hvordan Natashas helt rimelige forventninger om at komme ud i en verden med retfærdighed og forståelse, slet ikke bliver mødt.  I stedet bliver hun mødt af andres forventninger til den “rigtige” måde at reagere på som traumatiseret. Da hun ikke lever op til disse oplever hun “victim blaming”, mistænkeliggørelse, nye krænkelser – denne gang også helt fra toppen af det østriske samfund.

Se den her

De umyndige

De umyndige er en dokumentar om Joannnahuset, som er Danmarks eneste krisecenter for børn under 18. I denne rørende og vigtige dokumentar følger vi  hverdagen i et hus med unge, der ikke har andre steder at gå hen og få hjælp. Dokumentaren skildrer en dagligdag for de mest udsatte unge, som har oplevet og stadig oplever svigt. Som seer er man vidne til alvorlige samtaler om at være ung, om skulle  bære et alt for stort ansvar og om, hvordan det er at læse aktindsigt over en hel barndom. Heldigvis er det også håb, drømme, og en hverdag med fjernsyn, klaverspil og hårfarvning. Og så er der mentaliserende møder mellem unge og profesionelle, der gør at de unge lyttes til og ikke er alene med alt det svære.

Stor mand: Min krop er et fængsel

Dokumentaren om Stefan, der vejer 286 kg. er en beretning om så meget mere end overvægt, dokumentaren kommer så fint bagom vægten ind til mennesket. På rørende vis fremstilles det, hvordan der bag de mange kilo er omsorgssvigt, sorg og traumer og kigger man længere bag ud også trangenerationelle traumer. Det er en beretning om hvor meget relationer betyder – både de komplicerede og de gode. Stefan slutter dokumentaren af med at samle det hele i følgende citat: “Der er en historie bag alle folk man møder og ofte en anden historie end den man egentlig regner med og folk skal huske at passe på hinanden” . 

Se den på TV 2 play: https://play.tv2.dk/serie/stor-mand-tv2/min-krop-er-et-faengsel-a3edcde7-5461-41bb-b219-6f12b6fad77a

 

Pigen på den lukkede

I dokumentaren “Pigen på den lukkede” følger vi den unge pige, Anna, som har flere diagnoser, et misbrug og massive traumer i bagagen. Anna sætter dokumentaren i gennem på rørende vis ord på sin historie, smerte og intense forsøg på at få hjælp. En af de vigtigste pointer i de tre afsnit er, hvor svært det er at få den rette hjælp, hvis man har mange udfordringer og samtidig har et  misbrug. Og ikke mindst hvor svært det er at få hjælp til traumer. Anna udtrykker det på følgende måde: “Jeg tror virkelig man underkender traumer i psykiatrien og i misbrugsbehandling – personer, der har et misbrug har også traumer“.

Dokumentaren følger Anna helt tæt på igennem indlæggelser, relationer til familien, hendes glæde ved hendes hest og hele tiden med et massivt misbrug som en skygge over hverdagen. 

Anna fortæller dokumentarerne igennem reflekteret om, hvad traumer gør ved et menneske; herunder om geniscenesættelse, PTSD symptomer og om funktionen af misbrug for at regulere følelser og for at komme væk fra traumerne.

En modig, ærlig rørende og forfærdeligt trist dokumentar. Den kan ses på TV2 Play. 

Ud af mørket med Daniel Rye

Ud af mørket med Daniel Rye er en meget fin dokumentarserie, hvor det tidligere ISIS-gidsel Daniel Rye bruger sin egen traumebaggrund til at besøge en række danskere, som selv har været igennem voldsomme tab og traumer. Serien består af en række eksistentielle møder, hvor opmærksomheden samler sig om de ramtes akutte kriser og bearbejdningen heraf, men også om de stærke mennesker Daniel møder, der lever videre på trods. Der er masser viden at hente om traumeefterreaktioner, resiliens, sorg og betydningen af relationer, når det sværeste sker.

Du kan finde serien her

Et hus af splinter

 

Dokumentaren “Et hus af splinter” og Genstart afsnittet om instruktøren. Stor anbefaling af den Oscar-nominerede dokumentar om at bo på børnehjem midt i en krigszone. I dokumentaren følges en række børn på et børnehjem i Ukraine. Børnenes historier er præget af traumer, alkohol, krig og transgenerationelle traumer.  Dokumentarerne skildrer også kærlighed mellem søskende, håb og forsøg på at skabe et almindeligt børneliv. I afsnittet i podcasten “Genstart“ fortæller instruktørens om mødet med børn og personale, om hans omsorg for børnene, faglige overvejelser i produktionen  og ikke mindst, hvordan der går børnene i dag. 

https://www.dr.dk/drtv/program/et-hus-af-splinter_365830

Den utrolige historie om Alexander Blomqvist

Dokumentaren handler om en ung mand, Alexander på 25 år, der fortæller om sine kosmetiske løgne. Det er sjældent man får lov til at få så ærligt et indblik i, hvad der sker i sindet hos den der fortæller kosmetiske løgne. Alexander beskriver ærligt og velformuleret om de bagvedliggende grunde til at lyve og pynte på sit liv. Han har nogle fantastiske løgne, men det mest spændende er når han velformuleret beretter om lavt selvværd og manglende identitet.

 
Med støtte fra kærlige og mentaliserende mennesker, finder Alexander en vej ind til sig selv og får tro på, at han er noget værd i sig selv og at det, der gør ham interessant er når han åbner op, lukker andre ind og tør vise sine følelser og tanker samt sårbarhed.

Nyrup – søn af en udstødt 

Vi kan virkeligt anbefale denne dokumentar. Der er så mange rørende og vigtige pointer som bliver beskrevet gennem Poul Nyrups og hans fars historie.

Dokumentaren viser blandt andet hvor vigtigt det er at mentalisere udsatte, sårbare mennesker, så man vil være stolt af sit arbejde, også når det vurderes af eftertiden.

I dokumentaren fortæller Nyrup om hans første skudsmål i skolen “slås meget, ikke særligt flittig, ikke særlig begavet, vi tror ikke der er en særlig stor fremtid for ham”. Det går ham jo lidt bedre end som så, hvilket viser, hvor vigtigt det at blive mødt af menensker, der ser det enkelte barn og dets potentiale. Dokumentarserien skildrer også at det gennem positive relationer er muligt at  bryde social arv.

Den kan ses på DR.DK: https://www.dr.dk/drtv/serie/nyrup-_-soen-af-en-udstoedt_347459

Tosse-Jacob

Dokumentaren “Tosse-Jacob” handler om Jacob Haugaards liv. Den har særligt fokus på, hvilken betydning det har når man bliver udsat for seksuelle overgreb af en person som man har en nær relation til. Desuden beskriver Jacob indefra, hvad et massivt alkoholmisbrug betyder og hvordan det til sidst lykkedes ham at stoppe misbruget for at bevare de relationer, der betød noget for ham. Det er en livsbekræftende, herlig, autentisk og jordnær oplevelse at følge Jacob i denne dokumentar. 

Den kan ses på TV2 play: https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/tosse-jacob

Allen v. Farrow

Dokumentaren, Allen v. Farrow, er spændende underholdning. Ikke mindst fordi den handler om det verdenskendte par, instruktøren Woody Allen og skuespileren Mia Farrow. Som dokumentar er det en super spændende fortælling fyldt med konflikter, intriger og masser af videodokumentation. Fokus i dokumentaren er især på det overgreb som Woody Allen, der er Dylan Farrows adoptiv far, udsatte hende for lige omkring Mia og Woodys skilsmisse.

Det, der skaber en interessant dokumentar, er måske lige det modsatte af, hvad der skaber heling for børn. I dokumentaren ses det, hvordan de voksnes følelser omkring overgrebet – angst skam, sorg og vrede, bliver så intense, at forløbet mere kommer til at handle om kampen om, hvem der kan positionere sig i rollerne som offer, redder og krænker, frem for at handle om barnets behov.

Ser man på anmeldelser af dokumentarer, er det tydeligt at historien aktiverer intense følelser i forhold til forældrekonflikter, personlig sympati og det at dele personlige emner offentligt.

Alt i alt bliver dokumentaren et spejl på det felt som overgrebne børn ofte befinder sig i, hvor det på grund af omgivelsernes reaktioner bliver vanskeligt for barnet at blive set udefra uden, at deres ageren konstant bliver vurderet i forhold til de voksnes forforståelser af konflikten. Ligesom det bliver svært for barnet at få plads til at forstå og tro på dets egne oplevelser indefra. 

De pårørende

Psykisk sygdom/sårbarhed er blevet en folkesygdom i Danmark. Mange rammes og mange er pårørende til én, der er ramt. I denne dokumentar inviteres vi ind i de pårørendes verden. Vi møder en gruppe forældre, som fortæller om den desperation og smerte som følger med, når dem vi elsker mest og gerne ville passe på- vores børn- rammes af psykisk sygdom. En tankevækkende og rørende dokumentar, som fortæller noget om betydningen af et mentaliserende fællesskab og mentaliserende møder med andre omkring os, når livet rammer os og vi har brug for at finde styrke til hjælpe både os selv og en nær anden bedst muligt igennem.

https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/de-paaroerende

De perfekte piger

En rigtig god dokumentar fra DR 3. Fire unge piger, der er udfordret af perfektionisme fortæller om, hvordan perfektionismen påvirker dem i hverdagen. I løbet af de seks episoder følger vi de fire pigers møder med hinanden og deres livtag med perfektionismen.

https://www.dr.dk/drtv/serie/de-perfekte-piger_6837

Historien bag de perfekte piger

I denne dokumentar følger vi en række unge nuværende og forhenværende gymnasiepiger. Pigerne fortæller om at navigerer mellem perfektionisme, ambitioner og stress.

Dokumentaren beskriver en skole – og samfundskultur, der fremmer perfektionisme. En kultur, hvor de unge piger forsøger at passe ind. Dokumentaren skildrer desuden konsekvenserne af 12 tals skalaen, samfundsretorikken samt de mange forventninger der eksisterer i samfundet og hos det enkelte individ.

https://www.youtube.com/watch?v=OHCF5qRULwU

Leaving Neverland

Instr. Dan Reed (2019)

Dokumentaren beskriver, hvordan verdens største popstjerne Michael Jackson, begynder et langvarigt forhold med to drenge på 7 og 10 år, og deres familier. Hvis man nu ser bort fra, at filmen handler om Michael Jackson, er det en almen og forrygende dokumentar om grooming, senfølger af seksuelle overgreb, og hvordan seksuelle overgreb mod et barn ser ud fra forskellige perspektiver i familien.

Bonnie og de 1000 mænd

Instr.  Mette Korsgaard (2015)

En dokumentar om Bonnie, der selv har valgt at arbejde som prostitueret og ikke kan undvære det, selvom hun er ved at dø af det. Dokumentaren illustrerer, hvorledes traumer, gentagelsestvang og familiens bagage spiller ind i Bonnies nuværende situation.

Pervert park

Instr.  Lasse & Frida Barkfors (2014)

Florida Justice Transitions, et resocialiseringsprogram for dømte sexforbrydere, har med samtidig terapi kunnet nedbringe statistikken for tilbagefald. En gruppe beboere i trailerparken fortæller deres historier, som typisk er fyldt med omsorgssvigt og andre problemer. Dokumentaren beskriver de enkelte krænkeres historier og skæbner på fineste vis.

Min barndom i helvede

En klassiker, der skildrer Lisbeths Zornigs  opvækst med omsorgssvigt og traumer og hvordan hun trods denne bagage har formået, at bryde mønsteret og de transgenerationelle traumer.

Free the mind

Instr. Phie Ambo (2012)

Dokumentaren “Free the Mind” handler bl.a. om effekten af meditation og mindfulness på hjernen i forbindelse med efterreaktioner på traumer.

Nadja og de 170 kilo

En dokumentar om at kigge bag om adfærden ved overspisning. Dokumentaren følger Nadja, der vejer 170 kg og hendes arbejde med at forstå, hvordan hendes erfaringer fra barndommen hænger sammen med hendes overspisning.

https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/nadja-og-de-170-kilo/

En farlig arv: Et tidligt traume

En utrolig spændende dokumentar hvori hjerneforsker, Jon Wegener, går forskningsmæssigt til værks for at forstå sin egen hjerne. Sammen med en række forskere analyserer han sine gener, kigger på betydningen af epigenetik. Han får lavet hjerneskanninger og gennemgår diagnostiske interview samtidig fortæller han sin egen og hans familie historie og lader forskerholdet komme helt tæt på hans sårbarheder sågar ind i hans eget hjem. En virkelig modig, ærlig og interessant dokumentar. https://www.dr.dk/drtv/episode/en-farlig-arv_-et-tidligt-traume_150951

Krigen der splittede min familie

En rigtig god dokumentar hvor Benjamin Fischermann  prøver at undersøge de traumer og sår der er i hans familieshistorie. Han finder frem til at spøgelser fra 2 verdenskrig stadig farver relationen mellem hans far og hans søskende.  Det er virkelige interessant at følge Benjamin der bringer historierne til liv og søger at hjælpe familien med at begrave dem på en måde så de kan være med hinanden idag

https://www.dr.dk/drtv/program/krigen-der-splittede-min-familie_158696

De skygger vi arver 

Instruktør: Susanne Kovás

I denne dokumentar ser Susanne Kovacs tilbage på, hvordan de traumer hendes farfar og farmor oplevede i Holocaust, har haft betydning for hendes far. Hun ser tilbage på hans barndom og på dengang, hvor han valgte at gifte sig med hendes tyske mor og få hende. Hun ser beskriver også det ambivalente forhold hendes bedsteforældre havde til hende og hvordan det var forvirrende og skræmmende for hende at opleve, at bedsteforældrene skiftevis var vrede på hende og elskede hende når hun som barn var på sommerferie hos dem.

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/de-skygger-vi-arver

Untouchable” og ”Filthy Rich”

”Untouchable” om Harvey Weinstein og ”Filthy Rich” om Jefrey Epstein er to virkelig vigtige og rystende dokumentarer om seksuelt misbrug begået af aktører fra magtens top . Dokumentarene indeholder skræmmende mange fællestræk, heriblandt hvordan magt og rigdom gør det muligt at dække over overgreb i årevis. Begge dokumentarer tydeliggør desuden også konsekvenserne af en blanding af dynamikken ”grooming”, trusler og misbrug af mentalisering. 

Der er generelt masser af viden om traumer at hente i dokumentarene. Det er slående, hvor ens reaktioner, der ses hos de mange kvindelige ofre for overgrebene, det bliver tydeligt, hvordan frys-strategier, skam og forsøg på at glemme, er almene reaktionsmønstre ved overgreb. Ligesom de mange personlige og langvarige konsekvenser står stærkt frem når man hører de mange kvinders historie. 

Dokumentarene er et stærkt vidnesbyrd om kvinder som overlevere der kæmper målrettet for at få gode liv på trods og kæmper for at sikre retfærdighed hos potentielle fremtidige ofre..