Af: Patricia A. Deyoung
Få mennesker møder op i terapi eller andre behandlingssammenhænge og beder om hjælp til at overvinde kronisk skam. Skam motiverer om noget til undgåelse, både hos dem, der plages af skammen og dem de søger hjælp hos. Kronisk skam er imidlertid ofte en tavs og usynlig følgesvend til mere åbenlyse og italesatte psykiske symptomer – fra depression og angst til personlighedsforstyrrelser o.a. psykiske lidelser. En sådan følgesvend kan netop i kraft af sit skjulte liv kan underminere ethvert forsøg på hjælp, helbredelse og lindring. Skam er noget, der bliver til i relationer og må derfor også heles i relationer.
I denne fine og grundige bog går den amerikanske psykoterapeut, MSW, PhD. Patricia A. Deyoung, bag om de mere åbenlyse symptomer som vi møder i behandlingsrummet og giver stemme til den tavse skam, som ofte udgør en væsentlig del af kernen i de vanskeligheder, som plager vores klienter. I overensstemmelse med mentaliseringsteorien folder DeYoung i bogens første del sin forståelse af kronisk skam, som et resultat af gentagne mislykkede kommunikationssamspil, ud og tydeliggør samtidig de behandlingsmæssige implikationer af denne forståelse. Første del afsluttes med en beskrivelse af, hvordan vi kan afdække skam i behandlingsrummet.
I bogens anden del giver DeYoung så sit bud på centrale behandlingsmæssige principper for og metoder til at arbejde med kronisk skam. Også her står mentaliseringstraditionen helt centralt med den mentaliserende grundholding som første og vigtigste princip, ligesom hun understreger betydningen af terapeutens arbejde med sin egen skamfuldhed.
”Understanding and treating Chronic shame” er både en teoretisk, velfunderet, praktisk anvendelig og virkelig læseværdig bog, der er fyldt med illustrative eksempler og cases. Et must read for alle i det terapeutiske felt.