Thomas Korsgaard har en unik evne til at beskrive stemningen i udsatte miljøer i Danmark, hvor børn og voksne holder hinanden nede, og social udstødelse er en altødelæggende fare. Denne novellesamling er fyldt med små beretninger, der lukker læseren ind i et univers af triste og uafrystelige små skæbnefortællinger. Det er et lukket univers med egne regler og normer, hvor hver novelle giver et indblik i de komplekse og ofte smertefulde liv, som Korsgaards karakterer lever.
Der er mange voldsomme og triste små historier, som man ikke glemmer: drengen, der ulykkeligvis kommer til at slå sin søster ihjel, drengen, som holder fødselsdag og glæder sig i bussen, men ingen gæster får med hjem, den afvendte alkoholiker, hvis kone synes, han er dødkedelig og lokker ham tilbage i misbrug, og sønnen af faren, der har begået trafikdrab og derfor ikke har en chance i det lille nærmiljø. Bogen er fyldt med komplekse og ofte smertefulde liv, skildret med skarp humor.
Forfatteren formår at skabe en knivskarp og ofte humoristisk forbindelse mellem læseren og de mennesker, han skildrer, hvilket gør bogen til en morsom og rørende læseoplevelse. Måske kunne han godt have inddraget lidt mere håb og blik for den omsorg, overlevelsesvilje og empati, der trods alt findes i disse miljøer – men samlingen er alligevel en stærk og vedkommende læseoplevelse.