FILM
Inderst inde 2
“Inderst Inde 2” er i biografen denne sommer, 2024. Filmen lever fuldt ud op til forgængerens evne til at beskrive følelser og mentalisering. Igen følger vi Riley, der nu er blevet teenager.
Rileys sind er under ombygning, og karaktererne Angst, Misundelse, Flove og Kedsomhed dukker op. De skal sammen med de gamle følelser finde en ny balance.
Universet i “Inderst Inde” er bygge op om en super flot animations tegnefilm og en meget fin psykologisk beskrivelse af teenagerperioden. Filmen beskriver både forældres udfordringer med de forandringer, der sker, når ens barn er teenager, men vigtigst udforsker den Rileys kamp for at finde sin identitet, frygten for at falde uden for fællesskabet og adskillelsen fra hendes forældre. “Inderst Inde 2” formår på rørende og underholdende vis at illustrere de komplekse følelser og udfordringer, som følger med teenageårene.
En værdig efterfølger, der både er sjov, rørende og underholdende. Se den med din teenager!
Playground
Hvis du lige trænger til en rigtig god film her i ferien kan vi anbefale ”playground”, men med den disclaimer, at det er alt andet end en sommer-feel-good film
Hovedpersonen er den syv-årige Nora, der starter i skolen hvor hendes storebror allerede går. De to søskende søger at finde en fælles tryghed i skolegårdens jungle og Nora prøver at stå på egne ben. Hun lærer langsomt skolegårdens sociale koder at kende og at navigere i egne relationer og mobning. Samtidig er hun vidne til at hendes bror udsættes for massiv mobning. Hun prøver at håndtere det hun overvære ved at søge hjælp hos de voksne og senere ved at distancere sig fra sin bror, men lige gyldigt hvad hun gør synes situationen bare at blive mere og mere kompleks for Nora.
En stærk og voldsom film som indsigtsfuldt og hudløst ærligt tager barnets perspektiv i at forstå skolen som socialt univers.
FIlmen kan findes på Filmstriben.
The quiet girl
The quiet girl handler om en pige, der kommer fra en familie uden ressourcer – økonomisk og følelsesmæssigt. Pigen oplever en sommer i pleje hos en familie, der forsigtigt formår at give hende oplevelsen af, hvad det vil sige at få omsorg og blive set som menneske. Det ses hvor vanskeligt det er for et barn at opbygge tillid når der har været gode grunde til at lade være. Men det ses også hvordan tillid kan bygges op på trods. The quiet girl handler om den store forskel som plejeforældre kan gøre og også om plejeforældre, der har deres egen historie med tab og skam. The quiet girl er en stille og smuk film, der beskriver en række eksistentielle temaer som tab, sorg, håb og betydningen af at være i et mentaliserende miljø.
Flugt
Voksne Amir har styr på sit liv, men tænker tilbage på sin barndom, hvor Ruslands tilbagetrækning fra Afganistan sender ham og hans familie på flugt. Som 11-årig må han navigere i borgerkrig, menneskesmugling og krigszoner på sin vej, hvor han ender i Danmark uden sin familie. Traumer, hemmeligheder, manglende tillid og følelsen af altid at være på vagt, præger hans voksne liv og tilgang til andre. Også i forsøget på at blive accepteret for sin homoseksualitet, som var bandlyst i hans hjemland.
En ualmindelig god film. Filmen er trods det voldsomme og desværre alt for aktuelle tema et rørende og fint møde. Det lykkes måske særligt fint fordi der er tale om en tegnefilm, hvilket tager broden af rædslen og samtidig understøtter fokus på det smukke og håbefulde der også er.
Rose
Spotlight
Love on the spectrum
En meget fin, rørende og lærerig dokumentarserie om unge med autismespektrumforstyrrelsers forsøg på at finde kærligheden gennem dating.
Serien viser både hvilke specifikke vanskeligheder mennesker med autisme har i forhold til blandt andet mentalisering og det socialesamspil, men den viser også, hvordan de hver især er individuelle personer som udvikler sig og har mulighed for at nå deres håb og drømme.
Retfærdighedens ryttere
Vi er meget begejstrede for filmen “retfærdigheden ryttere” – selvfølgelig fordi det er dejligt at høre “mentaliseringsbaseret terapi” blive nævnt i en dansk film.
Men mest fordi det er en film, der både er underholdende, sjov og viser en gedigen forståelse for traume – og sorg dynamikker, geniscenesættelse, heling og menneskers forskelige mestringsstrategier. Bag ved alt det sjove og action-prægede, er det også en rigtig fin film om sårbare med mennesker, der er udfordret af henholdsvis traumer, sorg og diagnoser. De forsøger at løse deres udfordringer gennem straf og konsekvens, men med hjælp fra et par kloge teenagere, formår de til sidst at se bag om adfærden og passe på hinanden.
Systembryder
”Systembryder” er en fantastisk socialrealistisk film. Historien handler om Benni, en 9 årig pige, der er så udadreagerende, at plejeforældre og institutioner gang på gang må give op.
Denne film burde være obligatorisk for alle der arbejder med omsorgssvigtede og traumatiserede børn. Den beskriver så hjerteskærende råt en lang række af de temaer man skal have viden om når man arbejder med disse børn – heriblandt traumeefterreaktioner, traumetriggere, geniscenesættelse, familiedynamikker i udsatte familier, betydningen af epistemisk tillid og mentalisering. Samtidig skildrer den også, hvordan man som professionel påvirkes af dette arbejde.
Det er imponerende, hvordan det er muligt at beskrive hele kompleksiteten så realistisk og rørende – os så endda fra Bennies perspektiv, en lille pige, der på sin helt egen måde prøver at overleve.
Undtagelsen
En rigtig vellykket filmatisering af bogen ”Undtagelsen”. Filmen kommer flot omkring en masse spændende temaer såsom geniscenesættelse, mobning, mangel på mentalisering, gruppedynamikker og parallelprocesser – selv ved de mest forfærdelige handlinger er det betydningsfuldt at se bag om adfærden for at forstå og ændre. Filmen handler om 4 kvinder, der arbejder på Dansk Center For Information For Folkedrab. Deres mentalisering i forhold til hinanden og deres indbyrdes psykologiske relationer ligner mere og mere de krigsforbrydere de arbejder med.
Lad mig falde
En barsk, men også stærk film om, hvad misbrug gør ved mennesker. Filmen beskriver, hvor påvirkelig og risikovillig man er som ung og hvor store konsekvenser misbrug kan have.
Historien omhandler Megnea, en 15 islandsk pige, der kommer ind i et fælleskab præget af stoffer. Hendes fascination af miljøet, en ungdomsforelskelse og behovet for at høre til, får hende ud i et misbrug, hvor der til sidst ikke en nogen vej tilbage.
Dronningen
Instr. May el-Toukhy
The tale
Instr. Jennifer Fox (2018), HBO
En kvinde filmer en dokumentar om overgreb og genoplever derigennem minder om et seksuelt forhold mellem hende og hendes voksne løbetræner. Beretningen er på skift mellem den voksne kvinde, der mindes og langsomt forstår, hvad oplevelserne har betydet for hendes voksne liv, og den 13-årige pige, der langt hen ad vejen følte sig udvalgt og lykkelig over relationen. Filmen er en autentisk historie, der beskriver grooming og de tidlige teenage-års sårbarhed over for voksnes manipulation.
Chihiro og heksene
Det er en smuk smuk tegnefilm med sit helt eget univers langt fra vores nuværende virkelighed. Alligevel er mentaliseringstemaer såsom tillid, identitet, udvikling, selvstændighed, forståelse for andres sind og betydningen af relationer hele tiden i centrum.
Instant family
En plejemor anbefalede denne film om plejefamilier, og det er en rigtig sød, sjov og varm film om at være plejefamilie. Der tages humoristisk favntag med mange af de udfordringer og stærke følelser, der opleves i plejefamilier. Der er masser af mentalisering og mindst lige så mange mentaliseringssvigt – så bærer man over med, at den til tider er lige amerikansk nok.
Glasslottet
Instr. Destin Daniel Cretton (2017)
En ung pige vokser op i en dysfunktionel familie med en mor, der er en excentrisk kunstner, og en alkoholisk far, som skaber drømme og falske forhåbninger for at få dem til at glemme fattigdommen. Familien flakker omkring som nomader og tager bopæl i tomme huse. Da Jeanette som voksen journalist i New York konfronteres med sine forældre, vender minderne og følelsen af svigt stærkt tilbage.
Sweet dreams (Fai bei sogni)
Instr. Marco Bellochio (2016)
Massimo’s idylliske barndom bliver knust, da moren dør. År senere er han tvunget til at genoplive sin traumatiske fortid. Kun overfor lægen Elisa formår han at åbne sig og konfrontere sine barndomssår
The hunt for the wilderpeople
Instr. Taika Waititi (2016)
Filmen følger en national eftersøgning af en rebelsk dreng og hans plejeonkel, som rejser ind i den New Zealandske bush for at være alene. “Hunt for the “Wilderpeople” er en skøn film om plejebørn, plejefamilier og om udvikling på trods – og så er den smuk og sjov.
Brødre
Instr. Susanne Bier
En historie om at være udstationeret og komme hjem med traumer i bagagen. En rigtig god film om PTSD, familiedynamikker, skam og tilgivelse.
Mommy
Instr. Xavier Dolan
Filmen handler om en dreng, der efter anbringelse på en døgninstitutionen kommer hjem og bor ved sin mor. Den formår både igennem fortællingen og formatet at skildre en mor-søn-relation fyldt med uhensigtsmæssig adfærd og desperationen og et system, der gør det hele meget værre.
En fantastisk film
Under sandet
Instr. Martin Zandvliet (2015)
I efterkrigs-Danmark er en gruppe unge tyske krigsfanger sat til at rydde strandene for de tusindvis af landminer, som tyskerne lagde under anden verdenskrig. Danske sergent Rasmussen hader alt tysk og viser ingen nåde over for de purunge drenge, som udfører det livsfarlige rydningsarbejde under hans opsyn. Men han påvirkes alligevel af drengenes frygt og de voldsomme vilkår. Filmen behandler vores nationale mentaliseringssvigt og skildrer danskernes traumer, vrede, sorg og tilbagevundne magt, som ikke fremmer mentalisering – men langsomt udvikles der alligevel medfølelse med de unge tyske drenge.
Short Term 12
Instr. Destin Daniel Cretton (2013)
Filmen følger 25-årige Grace, der navigerer miljøet i en amerikansk døgninstitution. Da den aggressive pige Jayden ankommer til refugiet, bliver Grace mindet om sin egen, traumatiserede baggrund, som hun har prøvet at fortrænge. Grace tvinges til at bearbejde hændelserne i sit eget liv – og den professionelle distance bliver pludselig meget svær at opretholde.
Nader og Simin – en separation
Instr. Asghar Farhadi (2011)
Et gift par står overfor det svære valg – at søge et bedre liv ved at flytte til USA eller at blive i Iran og passe en Alzheimer-ramte far. Faderen ansætter hushjælpen Razieh, som undlader et par vigtige detaljer om sig selv og sin temperamentsfulde husbond. En stærk film omkring kønsroller, familieværdier og manglende evne til perspektivtagning ifm. skilsmisser.
Shame
Instr. Steve Mcqueen (2011)
Den pæne unge forretningsmand Brandon er afhængig af porno og sex med prostituerede, men evner ikke at gennemføre et normalt forhold til en kvinde. Da hans kontaktsøgende lillesøster flytter uanmeldt ind i hans lejlighed, rykkes Brandon ud af sin rutine. Hun roder op i deres fælles dårlige barndom med store konsekvenser for dem begge. Filmen illustrerer vigtige temaer omkring traumer og seksualitet.
Drengen med cyklen (Le gamin au vélo)
Instr. Jean-Pierre Dardenne & Luc Dardenne (2011)
11-årige Cyril bor på børnehjem og kæmper for at komme i kontakt med sin far, som ikke vil vide af ham. Cyril får en besøgsperson, som prøver at give drengen et fristed og lidt varme. Hun føler sig kaldet til at lade drengen bo hos sig i weekenderne. Men Cyril forstår dog ikke at påskønne hendes venlighed og Cyril lokkes af en kriminel rod og begår et overfald for at skaffe penge til sin far i håb om accept.
Martha Marcy May Marlene
Instr. Sean Durkin (2011)
Martha har fået nok af det voldelige miljø i en semi-buddhistisk, selvforsynende sekt og stikker af – særligt for at undgå sektens karismatiske leder Patrick, der let manipulerer hende med halvfilosofiske sætninger og familiære bemærkninger. Hun slipper væk og får kontakt til sin storesøster Lucy, som hun ikke har snakket med i to år. Hos Lucy kæmper Martha en kamp for at komme sig over traumerne, men alt minder hende om sekten og skræmmer hende.
Inuk
Instr. Mike Magidson (2010)
Mange år efter at have mistet sin far, lærer Inuk sig selv og sit baggrund at kende. En fantastisk smuk film om traumer, alkohol og omsorgssvigt i et Grønland, hvor fangerkultur og moderne vestlige værdier mødes på ulykkelig vis. En beretning om, hvordan mennesker sammen kan hele hinanden, overvinde traumer og finde sig selv.
Precious
Instr. Lee Daniels (2009)
16-årige Precious fra Harlem er ordblind, overvægtig, traumatiseret og gravid med sit andet barn. Et liv præget af incest, ydmygelser og fysisk og psykisk mishandling forandres, da en lærerinde sætter hende i specialskole, hvor hun lærer at læse og skrive. En stærk film at blive voksen bryde sin arv og familiens bagage.
Lars and the real girl
Instr. Craig Gellespie (2007)
En ung, indadvendt fyr med vrangforestillinger bliver kæreste med en sexdukke. Den uvante situation gribes af lokalmiljøet, som forstår vigtigheden af at møde sindslidelse med fællesskab og hjælpsomhed. En vigtig film om ensomhed, omsorg, næstekærlighed og fællesskab.
Kunsten at græde i kor
Instr. Peter Schønau Fog (2006)
Filmen følger den 11-årige Allan, som desperat prøver at holde sammen på sin dysfunktionelle familie. Faren er psykisk ustabil og truer med selvmord, når han kan komme til det, og moren har for længst givet op. Derfor synes Allan, at han er nødt til at holde sammen på tingene. Og da faren elsker at holde taler over de døde, går Allan i gang med at sørge for flere begravelser til at holde farens humør oppe. En forrygende film om uhensigtsmæssige, familiedynamikker og seksuelle overgreb og kunsten at overleve og gøre sig fri.
Barnet
Instr. Jean-Pierre Dardenne & Luc Dardenne (2005)
I en trøstesløs Belgisk industriby lever Bruno på tyve og Sonia på atten af hendes bistandshjælp og hans rapserier. Livet for de to ændres radikalt, da Sonia føder drengen Jimmy. Bruno forsøger at tage faderrollen på sig, men kommer snart til at se Jimmy som kilde til ekstra penge og planlægger at sælge ham for at komme ud af de svære kår.
Prozac Nation
Instr. Erik Skjoldbjærg (2001)
En ung kvinde kæmper med depression under hendes første år på Harvard. Filmen giver et unikt indblik i sammenhængen mellem mentaliseringssvigt, vanskeligheder med affektregulering, konflikter og selvdestruktion.
Festen
Instr. Thomas Vinterberg (1998)
På Helges 60-års fødselsdag afsløres en grusom familiehemmelighed. Afsløringen dækker over begivenheder, der har haft fatale konsekvenser for flere af familiens børn og middagsgæsterne overværer værtsfamiliens sammenbrud. En klassiker om seksuelle overgreb og dysfunktionelle familiedynamikker
Blinkende lygter
Instr. Anders thomas Jensen (2000)
4 små-kriminelle laver et kæmpe kup og ender på en alternativ overlevelsestur langt fra deres vanlige omgivelser. Filmen illustrerer gruppens dynamikker, gamle traumer, og hvordan familiens bagage altid er med.
Lærerinden
Instr. Bo Widerberg (1995)
15-årige Stig er ved at blive voksen og bliver tiltrukket af hans lærerinde Violas skønhed og modenhed. Men i modsætning til det fleste almindelige skoledrenge bliver han ledt ind i et seksuelt forhold til Viola. Filmen viser, hvordan overgreb mod drenge let kan ses som acceptabelt, og drengen måske endda betragtes som heldig.
Savannah (Prince of Tides)
Instr. Barbra Streisand (1991)
Tom, en udsat mand, taler med sin selvmordstruede søsters psykiater og forelsker sig i hende. Tom har et særligt forhold til sin søster, da begge været udsat for frygtelige barndomsoplevelser.
Døde Poeters Klub
Instr. Peter Weir (1989)
Engelsklærer, John Keating, inspirerer sine studerende til at se mere balanceret på poesi med et frisk perspektiv af viden og følelser. Han lærer eleverne at foretage modtræk til den stive og meget fornuftsprægede skoletankegang ved at engagere eleverne følelsesmæssigt.
Kramer mod Kramer
Instr. Robert Benton (1979)
Ted Kramers kone forlader ham og giver ham muligheden for at genoplive en tabt relation til hans lille søn. Men et voldsomt skilsmisse-opgør sætter Teds forældreevner på prøve. I mentaliseringsbaseret behandling kan man bruge små filmklip til at tale om hverdagen med børn, og hvordan man håndterer egne konflikter og mentaliseringssvigt som for eksempel det, der ses i filmen her.
The deer hunter
Instr. Michael Cimino (1978)
En dybdegående udforskning af effekter bag USAs Vietnam-krig og påvirkningen af menneskene i en lille by i Pennsylvania. En gruppe mænd bliver indkaldt og ender som krigsfanger. Selv om de undslipper krigens rædsler, har det psykiske og fysiske pres store følger for resten af deres liv. Filmen skildrer krigstraumer og effekter af PTSD.
SERIER
Natrytterne
Natrytterne er en svensk dramaserie baseret på virkelige hændelser. Serien handler om en rideskolelærer, der udsætter rideskoleeleverne for seksuelle overgreb og sin familie for psykisk og fysik vold.
Serien lykkes med at tilbyde en meget fin beskrivelse af de dynamikker, der ses ved grooming, seksuelle overgreb, vold og misbrug af børn i udsatte positioner. Der er levende beskrivelser af de dynamikker, der er på spil hos offeret den der krænker og stærke skildringer af det omgivende samfunds reaktionsmønstre – herunder hvordan ridelæren formår at manipulere så der skabes splid og vedvarende mistillid og konflikt.
Emnerne er pædagogisk og teoretisk velbeskrevne og samtidig er det en grum, veldisponeret, rørende serie. Serien får vores bedste anbefalinger og kan ses på dr.dk
Ud af mørket med Daniel Rye
Ud af mørket med Daniel Rye er en meget fin dokumentarserie, hvor det tidligere ISIS-gidsel Daniel Rye bruger sin egen traumebaggrund til at besøge en række danskere, som selv har været igennem voldsomme tab og traumer. Serien består af en række eksistentielle møder, hvor opmærksomheden samler sig om de ramtes akutte kriser og bearbejdningen heraf, men også om de stærke mennesker Daniel møder, der lever videre på trods. Der er masser viden at hente om traumeefterreaktioner, resiliens, sorg og betydningen af relationer, når det sværeste sker.
Du kan finde serien her.
Three identical strangers
En vild dokumentar om trillinger, der for første gang møder hinanden tilfældigt i starten af voksenlivet. Dokumentaren giver et spændende kig ind i datidens optagethed af diskussionen om betydningen af arv og miljø. Den fortæller om betydningen af arv – og ikke mindst om betydningen af en opvækst i et mentaliserende familiemiljø.
Ulven kommer
https://www.dr.dk/drtv/serie/ulven-kommer_211992
Den utrolige historie om Alexander Blomqvist
Dokumentaren handler om en ung mand, Alexander på 25 år, der fortæller om sine kosmetiske løgne. Det er sjældent man får lov til at få så ærligt et indblik i, hvad der sker i sindet hos den der fortæller kosmetiske løgne. Alexander beskriver ærligt og velformuleret om de bagvedliggende grunde til at lyve og pynte på sit liv. Han har nogle fantastiske løgne, men det mest spændende er når han velformuleret beretter om lavt selvværd og manglende identitet.
Mindhunter
Instr. Joe Penhall (2017), Netflix
To FBI-agenter får til opgave at interviewe seriemordere for at løse åbne sager. Serien handler om kampen for at bringe fokus på den kriminelles mentale tilstande ind i kriminologien.
Sharp Objects
“Sharp Objects” er en spændende og uhyggelig miniserie om destruktive familiedynamikker. Den kommer omkring alle de klassiske traumedynamikker såsom offer-redder- krænker dynamikker, selvskadende adfærd, munchausen by proxy og geniscenesættelse transgenerationelle traumer.
The Sinner
I netflixserien er geniscenesættelse, PTSD efterreaktioner, tilknytningsmønstre og offer-redder-krænker dynamikker flettet ind i en spændende kriminalhistorie. Serien handler om en kvinde, der lever et roligt liv med sin lille familie og så pludselig slår en mand ihjel uden efterfølgende at kunne forklare hvorfor. En efterforsker, der selv har sin egen traumehistorie, går på sagen og herefter foldes kvindens historie ud.
13 reasons why
Instr. Brian Yorkey, (2017)
Serien følger teenageren Clay Jensen i hans forsøg på at afdække sandheden bag hans klassekammerat Hannahs beslutning om at tage sit eget liv. Serien giver et godt billede af mentale tilstande og manglende evner til at se bagom adfærd hos Clay selv og netværket omkring Hannah.
22. juli – Dagen der ændrede Norge: I verdens bedste land
En fremragende ny serie om de mennesker der var tæt på terror angrebet den 22 juni.
https://www.dr.dk/drtv/episode/22-juli-_-dagen-der-aendrede-norge_-i-verdens-bedste-land_159086
DOKUMENTARFILM
De umyndige
De umyndige er en dokumentar om Joannnahuset, som er Danmarks eneste krisecenter for børn under 18. I denne rørende og vigtige dokumentar følger vi hverdagen i et hus med unge, der ikke har andre steder at gå hen og få hjælp. Dokumentaren skildrer en dagligdag for de mest udsatte unge, som har oplevet og stadig oplever svigt. Som seer er man vidne til alvorlige samtaler om at være ung, om skulle bære et alt for stort ansvar og om, hvordan det er at læse aktindsigt over en hel barndom. Heldigvis er det også håb, drømme, og en hverdag med fjernsyn, klaverspil og hårfarvning. Og så er der mentaliserende møder mellem unge og profesionelle, der gør at de unge lyttes til og ikke er alene med alt det svære.
Stor mand: Min krop er et fængsel
Dokumentaren om Stefan, der vejer 286 kg. er en beretning om så meget mere end overvægt, dokumentaren kommer så fint bagom vægten ind til mennesket. På rørende vis fremstilles det, hvordan der bag de mange kilo er omsorgssvigt, sorg og traumer og kigger man længere bag ud også trangenerationelle traumer. Det er en beretning om hvor meget relationer betyder – både de komplicerede og de gode. Stefan slutter dokumentaren af med at samle det hele i følgende citat: “Der er en historie bag alle folk man møder og ofte en anden historie end den man egentlig regner med og folk skal huske at passe på hinanden” .
Se den på TV 2 play: https://play.tv2.dk/serie/stor-mand-tv2/min-krop-er-et-faengsel-a3edcde7-5461-41bb-b219-6f12b6fad77a
Pigen på den lukkede
I dokumentaren “Pigen på den lukkede” følger vi den unge pige, Anna, som har flere diagnoser, et misbrug og massive traumer i bagagen. Anna sætter dokumentaren i gennem på rørende vis ord på sin historie, smerte og intense forsøg på at få hjælp. En af de vigtigste pointer i de tre afsnit er, hvor svært det er at få den rette hjælp, hvis man har mange udfordringer og samtidig har et misbrug. Og ikke mindst hvor svært det er at få hjælp til traumer. Anna udtrykker det på følgende måde: “Jeg tror virkelig man underkender traumer i psykiatrien og i misbrugsbehandling – personer, der har et misbrug har også traumer“.
Dokumentaren følger Anna helt tæt på igennem indlæggelser, relationer til familien, hendes glæde ved hendes hest og hele tiden med et massivt misbrug som en skygge over hverdagen.
Anna fortæller dokumentarerne igennem reflekteret om, hvad traumer gør ved et menneske; herunder om geniscenesættelse, PTSD symptomer og om funktionen af misbrug for at regulere følelser og for at komme væk fra traumerne.
En modig, ærlig rørende og forfærdeligt trist dokumentar. Den kan ses på TV2 Play.
Et hus af splinter
Dokumentaren “Et hus af splinter” og Genstart afsnittet om instruktøren. Stor anbefaling af den Oscar-nominerede dokumentar om at bo på børnehjem midt i en krigszone. I dokumentaren følges en række børn på et børnehjem i Ukraine. Børnenes historier er præget af traumer, alkohol, krig og transgenerationelle traumer. Dokumentarerne skildrer også kærlighed mellem søskende, håb og forsøg på at skabe et almindeligt børneliv. I afsnittet i podcasten “Genstart“ fortæller instruktørens om mødet med børn og personale, om hans omsorg for børnene, faglige overvejelser i produktionen og ikke mindst, hvordan der går børnene i dag.
Nyrup – søn af en udstødt
Vi kan virkeligt anbefale denne dokumentar. Der er så mange rørende og vigtige pointer som bliver beskrevet gennem Poul Nyrups og hans fars historie.
Dokumentaren viser blandt andet hvor vigtigt det er at mentalisere udsatte, sårbare mennesker, så man vil være stolt af sit arbejde, også når det vurderes af eftertiden.
I dokumentaren fortæller Nyrup om hans første skudsmål i skolen “slås meget, ikke særligt flittig, ikke særlig begavet, vi tror ikke der er en særlig stor fremtid for ham”. Det går ham jo lidt bedre end som så, hvilket viser, hvor vigtigt det at blive mødt af menensker, der ser det enkelte barn og dets potentiale. Dokumentarserien skildrer også at det gennem positive relationer er muligt at bryde social arv.
Den kan ses på DR.DK: https://www.dr.dk/drtv/serie/nyrup-_-soen-af-en-udstoedt_347459
Tosse-Jacob
Dokumentaren “Tosse-Jacob” handler om Jacob Haugaards liv. Den har særligt fokus på, hvilken betydning det har når man bliver udsat for seksuelle overgreb af en person som man har en nær relation til. Desuden beskriver Jacob indefra, hvad et massivt alkoholmisbrug betyder og hvordan det til sidst lykkedes ham at stoppe misbruget for at bevare de relationer, der betød noget for ham. Det er en livsbekræftende, herlig, autentisk og jordnær oplevelse at følge Jacob i denne dokumentar.
Den kan ses på TV2 play: https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/tosse-jacob
Allen v. Farrow
Dokumentaren, Allen v. Farrow, er spændende underholdning. Ikke mindst fordi den handler om det verdenskendte par, instruktøren Woody Allen og skuespileren Mia Farrow. Som dokumentar er det en super spændende fortælling fyldt med konflikter, intriger og masser af videodokumentation. Fokus i dokumentaren er især på det overgreb som Woody Allen, der er Dylan Farrows adoptiv far, udsatte hende for lige omkring Mia og Woodys skilsmisse.
Det, der skaber en interessant dokumentar, er måske lige det modsatte af, hvad der skaber heling for børn. I dokumentaren ses det, hvordan de voksnes følelser omkring overgrebet – angst skam, sorg og vrede, bliver så intense, at forløbet mere kommer til at handle om kampen om, hvem der kan positionere sig i rollerne som offer, redder og krænker, frem for at handle om barnets behov.
Ser man på anmeldelser af dokumentarer, er det tydeligt at historien aktiverer intense følelser i forhold til forældrekonflikter, personlig sympati og det at dele personlige emner offentligt.
Alt i alt bliver dokumentaren et spejl på det felt som overgrebne børn ofte befinder sig i, hvor det på grund af omgivelsernes reaktioner bliver vanskeligt for barnet at blive set udefra uden, at deres ageren konstant bliver vurderet i forhold til de voksnes forforståelser af konflikten. Ligesom det bliver svært for barnet at få plads til at forstå og tro på dets egne oplevelser indefra.
De pårørende
Psykisk sygdom/sårbarhed er blevet en folkesygdom i Danmark. Mange rammes og mange er pårørende til én, der er ramt. I denne dokumentar inviteres vi ind i de pårørendes verden. Vi møder en gruppe forældre, som fortæller om den desperation og smerte som følger med, når dem vi elsker mest og gerne ville passe på- vores børn- rammes af psykisk sygdom. En tankevækkende og rørende dokumentar, som fortæller noget om betydningen af et mentaliserende fællesskab og mentaliserende møder med andre omkring os, når livet rammer os og vi har brug for at finde styrke til hjælpe både os selv og en nær anden bedst muligt igennem.
https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/de-paaroerende
De perfekte piger
En rigtig god dokumentar fra DR 3. Fire unge piger, der er udfordret af perfektionisme fortæller om, hvordan perfektionismen påvirker dem i hverdagen. I løbet af de seks episoder følger vi de fire pigers møder med hinanden og deres livtag med perfektionismen.
Historien bag de perfekte piger
I denne dokumentar følger vi en række unge nuværende og forhenværende gymnasiepiger. Pigerne fortæller om at navigerer mellem perfektionisme, ambitioner og stress.
Dokumentaren beskriver en skole – og samfundskultur, der fremmer perfektionisme. En kultur, hvor de unge piger forsøger at passe ind. Dokumentaren skildrer desuden konsekvenserne af 12 tals skalaen, samfundsretorikken samt de mange forventninger der eksisterer i samfundet og hos det enkelte individ.
Leaving Neverland
Instr. Dan Reed (2019)
Dokumentaren beskriver, hvordan verdens største popstjerne Michael Jackson, begynder et langvarigt forhold med to drenge på 7 og 10 år, og deres familier. Hvis man nu ser bort fra, at filmen handler om Michael Jackson, er det en almen og forrygende dokumentar om grooming, senfølger af seksuelle overgreb, og hvordan seksuelle overgreb mod et barn ser ud fra forskellige perspektiver i familien.
Bonnie og de 1000 mænd
Instr. Mette Korsgaard (2015)
En dokumentar om Bonnie, der selv har valgt at arbejde som prostitueret og ikke kan undvære det, selvom hun er ved at dø af det. Dokumentaren illustrerer, hvorledes traumer, gentagelsestvang og familiens bagage spiller ind i Bonnies nuværende situation.
Pervert park
Instr. Lasse & Frida Barkfors (2014)
Florida Justice Transitions, et resocialiseringsprogram for dømte sexforbrydere, har med samtidig terapi kunnet nedbringe statistikken for tilbagefald. En gruppe beboere i trailerparken fortæller deres historier, som typisk er fyldt med omsorgssvigt og andre problemer. Dokumentaren beskriver de enkelte krænkeres historier og skæbner på fineste vis.
Min barndom i helvede
En klassiker, der skildrer Lisbeths Zornigs opvækst med omsorgssvigt og traumer og hvordan hun trods denne bagage har formået, at bryde mønsteret og de transgenerationelle traumer.
Free the mind
Instr. Phie Ambo (2012)
Dokumentaren “Free the Mind” handler bl.a. om effekten af meditation og mindfulness på hjernen i forbindelse med efterreaktioner på traumer.
Nadja og de 170 kilo
En dokumentar om at kigge bag om adfærden ved overspisning. Dokumentaren følger Nadja, der vejer 170 kg og hendes arbejde med at forstå, hvordan hendes erfaringer fra barndommen hænger sammen med hendes overspisning.
https://play.tv2.dk/programmer/dokumentar/serier/nadja-og-de-170-kilo/
En farlig arv: Et tidligt traume
En utrolig spændende dokumentar hvori hjerneforsker, Jon Wegener, går forskningsmæssigt til værks for at forstå sin egen hjerne. Sammen med en række forskere analyserer han sine gener, kigger på betydningen af epigenetik. Han får lavet hjerneskanninger og gennemgår diagnostiske interview samtidig fortæller han sin egen og hans familie historie og lader forskerholdet komme helt tæt på hans sårbarheder sågar ind i hans eget hjem. En virkelig modig, ærlig og interessant dokumentar. https://www.dr.dk/drtv/episode/en-farlig-arv_-et-tidligt-traume_150951
Krigen der splittede min familie
En rigtig god dokumentar hvor Benjamin Fischermann prøver at undersøge de traumer og sår der er i hans familieshistorie. Han finder frem til at spøgelser fra 2 verdenskrig stadig farver relationen mellem hans far og hans søskende. Det er virkelige interessant at følge Benjamin der bringer historierne til liv og søger at hjælpe familien med at begrave dem på en måde så de kan være med hinanden idag
https://www.dr.dk/drtv/program/krigen-der-splittede-min-familie_158696
De skygger vi arver
Instruktør: Susanne Kovás
I denne dokumentar ser Susanne Kovacs tilbage på, hvordan de traumer hendes farfar og farmor oplevede i Holocaust, har haft betydning for hendes far. Hun ser tilbage på hans barndom og på dengang, hvor han valgte at gifte sig med hendes tyske mor og få hende. Hun ser beskriver også det ambivalente forhold hendes bedsteforældre havde til hende og hvordan det var forvirrende og skræmmende for hende at opleve, at bedsteforældrene skiftevis var vrede på hende og elskede hende når hun som barn var på sommerferie hos dem.
https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/de-skygger-vi-arver
Untouchable” og ”Filthy Rich”
”Untouchable” om Harvey Weinstein og ”Filthy Rich” om Jefrey Epstein er to virkelig vigtige og rystende dokumentarer om seksuelt misbrug begået af aktører fra magtens top . Dokumentarene indeholder skræmmende mange fællestræk, heriblandt hvordan magt og rigdom gør det muligt at dække over overgreb i årevis. Begge dokumentarer tydeliggør desuden også konsekvenserne af en blanding af dynamikken ”grooming”, trusler og misbrug af mentalisering.
Der er generelt masser af viden om traumer at hente i dokumentarene. Det er slående, hvor ens reaktioner, der ses hos de mange kvindelige ofre for overgrebene, det bliver tydeligt, hvordan frys-strategier, skam og forsøg på at glemme, er almene reaktionsmønstre ved overgreb. Ligesom de mange personlige og langvarige konsekvenser står stærkt frem når man hører de mange kvinders historie.
Dokumentarene er et stærkt vidnesbyrd om kvinder som overlevere der kæmper målrettet for at få gode liv på trods og kæmper for at sikre retfærdighed hos potentielle fremtidige ofre..