Litteraturliste til inspiration – Påsken 2016
Nyeste Bøger
Planen (Roman) af Morten Pape (2015)
En spændende roman der handler om hvordan det er at vokse op i et miljø med udsatte børn med forskellige etniske baggrunde.
Bogen beskriver på fængende vis, samspillet mellem udsatte danske børn og indvandrer/ flygtninge børn, der vokser op i Urbanplanen. Her skildres børnenes kamp for at passe ind og finde plads i de sociale hierarkier, hvor vold og mobning, er en del af hverdagen.
”Planen” er et godt initiativ der tager emnet op omkring de udfordrende, men også de positive, aspekter ved at være udsat, ung og muslim i Danmark.
Hovedpersonen indgår i forskellige grupperinger med henholdsvis racistiske danskere og utilpassede muslimske drenge. Han observerer hvordan det er fælles for grupperne, at deres sammenhængskræft bygger på fjendebilleder, misbrug af mentalisering og vold. Morten Pape formår at beskrive, hvordan der bag denne adfærd er et eksistentielt menneskeligt behov for at finde mening og relationer.
Bogen er på mange måder en barsk omgang social-realisme spækket med gribende historier om hvordan forældres svigt og transgenerationelle traumer bliver en del af børnenes virkelighed. I bogen er der heldigvis også lyspunkter i form af kærlighed, forelskelse og kammeratskab.
Pigen uden navn (Roman) af Christina Baker Kline (2016)
Interessant og barsk historie om at være plejebarn i USA i hhv. 1900tallet og i dag.
Teenageren Molly, og den betydeligt ældre kvinde Vivian, har begge oplevet livet som plejebørn i USA. Skæbnen binder dem sammen og de to generationer får muligheden for at hjælpe hinanden i deres selvforståelse, tro på livet, samt håb for fremtiden.
Pigen Uden Navn, er en spændende beretning om en ikke så velbeskrevet del af den amerikanske historie i 1900tallet hvor ca. 200.000 togbørn blev anbragt hos familier i Midt Vesten. Hos disse ”plejefamilier” blev en stor del af børnene vanrøgt og misbrugt af de mennesker som havde lovet at tage sig af dem og passe på dem.
Black box (Digt-Roman) – en kærlighedshistorie af Bue Peitersen (2015)
Man skal ikke lade sig skræmme af, at denne meget letlæste bog er en digtsamling.
Black Box tager udgangspunkt i forfatteren Bue’s forelskelse og forhold til en pige der har levet at prostitution. Bue har svært ved at slippe sin elskedes fortid, og bogen tager her en skarp drejning mod temaer som jalousi og det destruktive parforhold.
Glem det- Dårligt nyt- En smule håb. (Romanserie) af Edward St Aubyn (2015)
Forfatteren til denne roman har selv fået en hård start på livet, da han som 5-årig blev udsat for incest af sin far. Disse traumer ledte til et senere og langvarigt stofmisbrug som Edward Aubyn formåede at vriste sig ud af, og resultatet blev denne bog.
Romanen er en fortælling, med stor inspiration fra forfatterens eget liv, om overgreb, misbrug og identitetssøgen i den adelige overklasse i England. Hovedpersonen er Patrick Melrose, og denne bog indeholder de første tre bind i serien om Patrick.
Særligt ved bogen er, at den skildrer hvordan svigt også foregår i overklassen. Edward Aubyn formår at fremlægge de gruopvækkende og ubærlige beretninger med humor, samt en særlig sans for finesse.
Et par klassikere
”Drageløberen” (2003), ”Under en strålende sol” (2007) og ”Og bjergene gav genlyd” (2013) af Khaled Hosseini.
Alle ovennævnte bøger, er værker der efterhånden har lidt år på bagen. Dog er de ikke blevet mindre aktuelle efter den store flygtningekrise som Vesten står ansigt til ansigt med lige nu. Bøgerne er et indblik i en fjern og eksotisk verden med fremmedartede kulturelle værdier og traditioner, som vi kan have svært ved at forstå i vores ende af kloden.
Bøgerne udspiller sig i Afghanistan og temaerne er især undertrykkelse og vold, både i krig men også inden for husets fire vægge. Centrale emner er dog også venskab, “clashet” mellem gamle og nye tænkemåder og ikke mindst kærlighed. I alt tre rørende og gribende fortællinger, hvor man kommer i kontakt med hele ”følelseskompasset”.
Mig ejer ingen (Selvbiografi) af Åsa Linderborg (2008)
En selvbiografi om at leve med en far der er alkoholiker.
En gribende og samvittighedsfuld fortælling fra et børneperspektiv, om at stå som sidelinjen til sin elskedes fars liv, og følge hans langsomme deroute mod misbrug og forfald. Det der er særligt ved bogen er, at den beskriver kærligheden mellem far og datter, men også en kærlig far der ikke altid formår at træffe de bedste beslutninger.
Kunsten at græde i kor (Roman) af Erling Jepsen (2002)
Fremragende klassiker som man ikke må snyde sig slev for. Romanen skildrer overgreb, uhensigtsmæssige familiedynamikker og det at blive teenager. Dertil er bogen ualmindeligt morsomt fortalt.
Yahya Hassan (Digte) af Yahya Hassan (2013)
Digtsamling om Yahya Hassans barndom og ungdom i Gellerup og på diverse døgninstitutioner – let læst, rystende og god.
Anne-Cathrine Riebnitzsky (2013)
Forbandende Yngel (Roman)
God bog som levende beskriver fire søskendes relationer indbyrdes, og til deres forældre, som konsekvens af at vokse op med omsorgssvigt vold og psykisk sygdom.
Zornig mit mellemnavn er vrede (Selvbiografi) af Lisbet Zornig Andersen (2011)
Bogen er nærmest en klassiker og har man ikke allerede læst den bør man læse Lisbets personlige historie. En helt central pointe er, at man kan leve med omsorgsvigt, vold, seksuelle overgreb, anbringelse og alligevel bryde den sociale arv og blive formand for Børnerådet.
Open (Selvbiografi) af André Agassi (2010)
På overfladen en selvbiografi fra en tennisspiller, men reelt set en gribende historie om det at vokse op med en voldelig og tyrannisk far, som udnytter sin søns tenniskarriere i et nærmest prostitutionslignende forhold. Bogen sætter fokus på traumer, tvangsritualer, udskejelser, oprør og udadreagerenhed i Andrés proces med at frigøre sig fra sin far.